Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Fødevarestyrelsen suspenderer Danmarks status som fri for fiskesygdommen IHN

Efter endnu et dansk dambrug i sidste uge blev ramt af fiskesygdommen IHN, har Fødevarestyrelsen meddelt EU-kommissionen, at Danmark suspenderer sin IHN-fri status, foreløbigt frem til 1. november

Pressemeddelelse, Publiceret: 13. september 2021

I forsommeren blev tre fiskesøer og seks dambrug lukket, da myndighederne konstaterede smitte med IHN. Virksomhederne fik derfor, og efter fast praksis, forbud mod at sælge fisk og tage imod lystfiskere. Senest er et dambrug ved Varde blevet smittet. Det viser analyser, som DTU Aqua har lavet for Fødevarestyrelsen.

'På baggrund af det seneste fund har vi valgt midlertidigt at suspendere Danmarks status som IHN-fri nation, i første omgang til 1. november', forklarer sektionsleder og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Signe Balslev.

'Det gør vi for tydeligt at vise de lande vi handler med, at vi vil gøre alt for at undgå at sprede sygdommen. Det handler om vores troværdighed, og det handler om at begrænse smittespredningen', lyder det fra Signe Balslev.

Suspensionen betyder i praksis, at Fødevarestyrelsen ikke kan skrive under på, at den danske eksport af bl.a. levende fisk og yngel er fri for IHN. Fødevarestyrelsen forventer, at flere IHN-fri lande, både inden for og uden for EU, vil begrænse eller stoppe med at købe levende fisk og fiskeprodukter fra Danmark. Lande, der allerede har IHN inden for deres grænser, har ofte ikke de samme forbehold, og fortsætter erfaringsmæssigt med at købe fisk fra lande med IHN.  


Fakta om Fødevarestyrelsens restriktioner

Når et dambrug bliver ramt af IHN, opretter Fødevarestyrelsen en særlig restriktionszone, ​der gælder for dambruget og for åløb både opstrøms og nedstrøms for dambruget.

Lystfiskere, der fisker i zonerne, skal blandt andet desinficere deres udstyr efter brug, og må ikke tage fisk med ud af zonerne. Det krav skal være med til at mindske risikoen for smittespredningen til andre vandløb. 

IHN er ikke farlig for mennesker, men kan være dødelig for især yngel og yngre fisk.


Mere om fiskesygdommen IHN


Yderligere oplysninger:

Journalister kan få yderligere oplysninger på Fødevarestyrelsens pressetelefon 2284 4834.