Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Vandrefalk fundet død med alvorlig fugleinfluenza på Lolland

Det første fund af den alvorlige fugleinfluenza H5N5 er gjort ved Sakskøbing på Lolland. Alle fjerkræavlere skal sikre deres dyr mod kontakt til vilde fugle.

Pressemeddelelse, Publiceret: 6. november 2020
Ændret 6. november 2020

​En vandrefalk, som er fundet ved Sakskøbing på Lolland, er er konstateret smittet med den alvorlige fugleinfluenza type H5N5. Det viser laboratorieanalyser fra Statens Serum Institut.

- Fundet er ikke overraskende. Vi har den seneste uge fået rapporter fra Nordtyskland om fund af fugleinfluenza i vilde fugle. Det er uhyre vigtigt, at alle ejere af fugle og fjerkræ tager situationen alvorligt og sørger for overdækning af deres besætninger, så de ikke kommer i kontakt med vilde fugle, siger chefen for Fødevarestyrelsens VeterinærØst, Birgit Hendriksen.

De seneste uger har myndighederne i Tyskland, Nederlandene og Storbritannien rapporteret om fund af fugleinfluenzatypen H5N8. Indtil videre har der kun været melding om et enkelt fund af H5N5 typen i Tyskland, og som nu også er fundet i vandrefalken på Lolland. Der er ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenzavirus, der i øjeblikket cirkulerer i Europa. Men sygdommen er alvorlig for fjerkræ og fugle.

Fødevarestyrelsen besluttede i går at hæve trusselsniveauet for fugleinfluenza fra meget lav til høj, som er højeste niveau. Fra i dag skal alle ejere af fjerkræbesætninger sikre deres dyr mod kontakt til vilde fugle med bl.a. overdækning eller indhegning. Samtidig er der indført forbud mod arrangementer med fjerkræ og fugle.

Fødevarestyrelsen har onsdag indsendt bramgæs, der er fundet ved Højer i Sønderjylland til test for fugleinfluenza hos Statens Serum Institut. Styrelsen forventer svar sent fredag eller mandag.

Fødevarestyrelsen anmoder alle, der finder døde fugle, om at anmelde fundet via app'en FugleinfluenzaTip.

Hvad  enten man har hobbyfjerkræ eller er professionel fjerkræavler skal man huske at overholde basale smittebeskyttende foranstaltninger som skift og desinfektion af fodtøj, inden man går ind i sin hønsegård.

Jægere bør være opmærksomme på hygiejnen efter jagt, så de ikke slæber smitte med hjem i hønsegården, bl.a. ved at vaske støvler og holde vildt adskilt fra fjerkræ.

Læs bekendtgørelsen om krav til fjerkræavlere om forebyggelse HER

Læs bekendtgørelsen om forbud mod arrangementer med fjerkræ HER

Yderligere oplysninger:

Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34