Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Fødevarestyrelsen finder mild fugleinfluenza i hønsebesætning

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i en besætning med æglæggende høns ved Terndrup i Nordjylland. Besætningen på ca. 7.000 høns skal nu aflives.

Pressemeddelelse, Publiceret: 1. marts 2019
Ændret 1. marts 2019

Der er lavpatogen fugleinfluenza i en besætning med ca. 7.000 æglæggende høns nær Terndrup nord for Mariager Fjord i Nordjylland. Det bekræfter prøveresultater, som Fødevarestyrelsen har fået fra DTU Veterinærinstituttet torsdag aften. Hele besætningen vil blive aflivet lørdag.

Der er tale om lavpatogen fugleinfluenza af typen H5. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. Fjerkræ udviser sjældent tegn på sygdom ved lavpatogen fugleinfluenza, men de kan smitte andre fjerkræ, og sygdommen kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.

Aflivningen af de 7.000 høns skal forhindre, at sygdommen bliver højpatogen og rammer andre besætninger.

"Hvis sygdommen bliver højpatogen smitter den meget nemt fra besætning til besætning. Derfor bremser vi den på et tidligt stadie, inden den når at gøre større skade end højst nødvendigt," siger dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.

Udover aflivningen bliver der også oprettet en zone med særlige restriktioner på en kilometer rundt om besætningen. Der er ikke andre professionelle fjerkræbesætninger i zonen, så de strammere regler får kun betydning for eventuelle hobbyejere. Reglerne siger bl.a., at fjerkræ og deres æg ikke må flyttes ud af zonen i 21 dage. Fjerkræ i zonen må gerne være udendørs.

Hobbyejere i zonen skal desuden senest d. 9. marts registrere deres fjerkræ hos Fødevarestyrelsen via e-mail på 10@fvst.dk eller på telefon 72 27 50 95.

Se zonen her.

Æg fra høns med lavpatogen fugleinfluenza udgør ikke en risiko for hverken mennesker eller dyr.

Du kan læse mere om, hvordan du bedst beskytter fjerkræ mod fugleinfluenza her.

Læs mere om lavpatogen fugleinfluenza her.

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressevagt på 2284 4834.