Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Fødevarestyrelsen finder mild fugleinfluenza i gråandebesætning

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i en besætning med gråænder ved Fuglebjerg ved Næstved. Besætningen på knap 3.000 ænder og ællinger skal nu aflives.

Pressemeddelelse, Publiceret: 28. juni 2019
Ændret 28. juni 2019

Der er konstateret lavpatogen fugleinfluenza i en besætning med knap 3. 000 gråænder ved Fuglebjerg ved Næstved. Det bekræfter prøveresultater, som Fødevarestyrelsen har fået fra Statens Seruminstitut fredag eftermiddag. Hele besætningen vil blive aflivet og destrueret hen over weekenden.

Der er tale om lavpatogen fugleinfluenza af typen H5. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. Ænder udviser sjældent tegn på sygdom ved lavpatogen fugleinfluenza, men de kan smitte andet fjerkræ, og sygdommen kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.

Aflivningen af dyrene skal forhindre, at sygdommen bliver højpatogen og rammer andre besætninger.

'Hvis sygdommen bliver højpatogen smitter den meget nemt fra besætning til besætning. Derfor bremser vi den på et tidligt stadie, inden den når at gøre større skade,' siger dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.

Udover aflivningen bliver der også oprettet en zone med særlige restriktioner på en kilometer rundt om besætningen. Der har betydning for både private og professionelle fjerkræejere i området. Reglerne siger bl.a., at fjerkræ og andre fugle samt deres æg ikke må flyttes hverken inden for zonen eller ud og ind af zonen.

Fuglebjerg 1 km zone.jpg
I en zone på én kilometer rundt om besætningen gælder der særlige restriktioner.

Fjerkræ i zonen må gerne være udendørs.

 

Hobbyejere i zonen skal senest  5. juli  registrere deres fjerkræ hos Fødevarestyrelsen på e-mail på 12@fvst.dk.

Flere fakta om fugleinfluenza

 

 Yderligere oplysninger, Fødevarestyrelsens pressetelefon: 2284 4834