Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Fødevarestyrelsen finder mild fugleinfluenza i andebesætning

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i en besætning med gråænder ved Brenderup på Fyn. Besætningen på ca. 3.300 ænder skal nu aflives.

Pressemeddelelse, Publiceret: 15. marts 2019
Ændret 15. marts 2019

​Der er konstateret lavpatogen fugleinfluenza i en besætning med ca. 3.300 gråænder nær Brenderup på Fyn. Det bekræfter prøveresultater, som Fødevarestyrelsen har fået fra Statens Seruminstitut torsdag aften. Hele besætningen vil blive aflivet fredag.

Der er tale om lavpatogen fugleinfluenza af typen H7. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. Ænder udviser sjældent tegn på sygdom ved lavpatogen fugleinfluenza, men de kan smitte andet fjerkræ, og sygdommen kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.


Aflivningen af de 3.300 ænder skal forhindre, at sygdommen bliver højpatogen og rammer andre besætninger.

'Hvis sygdommen bliver højpatogen smitter den meget nemt fra besætning til besætning. Derfor bremser vi den på et tidligt stadie, inden den når at gøre større skade,' siger dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Sten Mortensen.

Udover aflivningen bliver der også oprettet en zone med særlige restriktioner på en kilometer rundt om besætningen. Der har betydning for både private og professionelle fjerkræejere i området. Reglerne siger bl.a., at fjerkræ og andre fugle samt deres æg ikke må flyttes hverken inden for zonen eller ud og ind af zonen.

Læs mere om de restriktioner, der gælder i zonen

Fjerkræ i zonen må gerne være udendørs.

Hobbyejere i zonen skal desuden senest  23. marts registrere deres fjerkræ hos Fødevarestyrelsen via e-mail på 12@fvst.dk.


Zonekort

zonekort.jpg

 


Mere om fugleinfluenza

 

Yderligere oplysninger: Fødevarestyrelsens pressetelefon: 22 84 48 34