Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Færrest pesticidrester i dansk frugt og grønt

Fødevarestyrelsen har netop offentliggjort sin rapport om pesticidrester i fødevarer for 2018. Rapporten viser igen, at der er færre pesticidrester i dansk frugt og grønt end i udenlandsk.

Pressemeddelelse, Publiceret: 4. december 2019
Ændret 4. december 2019

Det er sjældent, at de danske æbler, agurker og tomater, som forbrugerne lægger i indkøbskurven, indeholder pesticidrester over de tilladte grænseværdier. Det viser en ny rapport, som Fødevarestyrelsen har lavet i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet.

Ud af 99 prøver af dansk frugt blev der, ligesom i 2017, ikke fundet nogen overskridelser af grænseværdien. For danske grøntsager fandt styrelsen to overskridelser i 210 prøver.

"Det er meget positivt, at undersøgelserne endnu en gang viser, at dansk frugt og grønt har et lavt indhold af pesticidrester," siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen.

Ifølge rapporten er der flere pesticidrester i udenlandsk frugt og grønt end i dansk. I 2018 blev der fundet pesticidoverskridelser i 1,4 pct. af de udenlandske frugter og i 3,6 pct. af grøntsagerne. Flest overskridelser af grænseværdierne var der i frugt og grønt fra 3. lande, dvs. lande uden for EU.

Grænseværdierne sættes så lavt som muligt og på et niveau, hvor pesticidresterne ikke er til fare for mennesker.

"I 2020 kører Fødevarestyrelsen en kampagne, hvor vi ser nærmere på pesticidresterne i udenlandske fødevarer. For selvom der kun er få varer, som overskrider grænseværdien for pesticidrester, så er enhver overskridelse uacceptabel," siger Henrik Dammand Nielsen.

Som forbruger kan du nedsætte dit pesticidindtag med ca. en tredjedel, hvis du køber danskproducerede afgrøder, når det er muligt - og endnu mere, hvis du også køber økologisk.

Læs hele rapporten over resultater fra 2018.

Yderligere oplysninger:

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressevagt: tlf. 2284 4834.