Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Får du for meget?

​Ta’ toppen af saltet og gør dit blodtryk en tjeneste

Pressemeddelelse, Publiceret: 20. maj 2015
Ændret 20. maj 2015

​Fire ud af ti danskere har for højt blodtryk. En af årsagerne er, at de fleste af os får næsten dobbelt så meget salt, som anbefalet.

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed har lavet beregninger der viser , at 400.000 færre danskere vil have forhøjet blodtryk, hvis vi tager toppen af vores saltforbrug. Forhøjet blodtryk er den risikofaktor, der er skyld i flest for tidlige dødsfald, og især betyder forhøjet blodtryk en større risiko for hjertekarsygdomme.

Størstedelen af det salt vi får, kommer direkte fra den mad, vi køber. Især får vi salt fra brød og kødpålæg, men vi får også en del fra fx ost og færdigretter. Faktisk får vi langt mere salt herfra, end når vi giver maden et drys fra saltbøssen.

”Men der står en lang række produkter med mindre salt på hylderne i butikkerne. Man kan finde dem ved at gå målrettet efter Nøglehulsmærket eller ved at kigge nærmere på næringsdeklarationen”, siger Else Molander, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

De fleste af os ved faktisk godt, at vi får størstedelen af vores salt fra de produkter, vi køber. Og samtidig ved vi godt, at salt er skidt for helbredet, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Fødevarestyrelsen.

I undersøgelsen svarer bl.a. seks ud af syv ja til, at danskerne generelt spiser for meget salt. Men det er kun en tredjedel, der selv vurderer, at de spiser mere salt end anbefalet. Og så viser undersøgelsen også, at vi ikke er særlig opmærksomme på, hvor meget salt, det bliver til i løbet af en dag.

Derfor vil Fødevarestyrelsen og samarbejdspartnerne i Saltpartnerskabet nu guide danskerne til en hverdag med lidt mindre salt med kampagnen ”Får du for meget?”

Test dig selv på ​
kampagnesitet: www.foodtesten.dk

Læs mere på 
Facebook.com/kostraad og Nøglehullet.dk og vores faktaark om salt​.

Yderligere oplysninger
Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf. 2284 4834.