Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Godt 10.000 har været igennem digitalt hygiejnekursus

Nye tal viser hvor mange, der har taget Fødevarestyrelsens digitale hygiejnekursus.

Nyhed, Publiceret: 19. juni 2018

Tusindvis af staldmedarbejdere, chauffører og andre, der arbejder med levende grise, har gennemført et e-hygiejnekursus, der giver kendskab og redskaber til at undgå spredning af husdyr-MRSA.

Kurset har siden 1. januar været obligatorisk for en stor del af de ejere og ansatte, som håndterer levende grise. Det var forventet, at en samlet målgruppe på ca. 10.000 personer skulle gennemføre kurset i årets 1. kvartal.

Souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard siger, at det er vigtigt for Fødevarestyrelsen at have fokus på, om de ansatte i bl.a. grisestaldene har været gennem kurset, når styrelsen kommer på stikprøvekontrol. Når man har gennemført kurset, skal man printe et kursusbevis, der viser, at kurset er klaret. 7.500 af dem, som har taget kurset, er folk, der arbejder i svinebesætninger. Det er forventet, at 9.300 ansatte i svinebesætninger skal gennemføre kurset. De 9.300 er baseret på en vurdering, så det er et usikkert tal, men der kan være ansatte, som endnu ikke har taget kurset.

"Vi skal være opmærksomme på, om der er styr på papirerne, når vi kommer på besøg. Det er et vigtigt kursus, og vi skal sikre, at så få som muligt arbejder i staldene uden den fornødne viden," siger Stig Mellergaard.

Stig Mellergaard glæder sig over, at kursisterne efter alt at dømme tager viden til sig, når de tager kurset. Kursisterne svarer i gennemsnit rigtigt på 81,7 procent af spørgsmålene, og 97 procent svarer rigtigt på over halvdelen af spørgsmålene. Kurset giver bl.a. viden om antibiotikaresistens, og hvordan man undgår spredning af husdyr-MRSA.

"Det er helt klart positivt, at så mange svarer rigtigt på spørgsmålene. Kurset giver vigtig viden i forhold til at forhindre smitte med MRSA," siger Stig Mellergaard.

Hygiejnekurset blev indført som led i MRSA-handlingsplanen, der blev aftalt i april 2015 af alle daværende partier i Folketinget.

Tabel der viser, hvor mange der har gennemført i de forskellige grupper.

BeskrivelseAntal personer
Obligatoriske kategorier 
Håndtering af grise i svinebesætning                        7.553
Håndtering af grise i forbindelse med transport                           545
Håndtering af grise på slagteri                           527
Håndtering af grise på samlesteder                            107
Deltotal                        8.732
Frivillige kategorier 
Håndtering af grise - uddannelse                        1.067
Håndtering af grise - andet                             56
Manglende information om kategori                            170
I alt                      10.025

 

Se den foreløbige status for e-hygiejnekurset​.​

​​Yderligere oplysninger
Pressen kan få yderligere oplysninger på Fødevarestyrelsens pressetelefon, 2284 4834.​