Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Esben Lunde Larsen starter jagt på hvalpefabrikker

Hård kurs skal dæmme op for problemer med ulovlig hundehandel. Fødevarestyrelsen vil læse annoncer for at finde frem til hvalpefabrikker og illegal import. (Pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet)

Nyhed, Publiceret: 4. oktober 2017
Ændret 4. oktober 2017

Nu skyder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen gang i jagten på ulovlige hvalpefabrikker og illegal import af hunde. Skærpet kontrol med branchen og tip fra borgerne skal fange hundehandlere, som blæser på reglerne i dyreværnsloven og lader dyrene vokse op under kummerlige forhold. 

"At der findes skruppelløse hundehandlere, der vil tjene penge på at behandle dyr så ansvarsløst, som vi med alt for hyppige mellemrum er vidne til i medierne, er rystende, og skal stoppes. Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold gennemføre en kontrolkampagne, så vi kan få fat i lyssky hundehandlere", siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Frem til december kaster Veterinærrejseholdet et kritisk blik på annoncer på nettet og kører på landevejene for at lede efter ulovligt salg af hvalpe. Kontrolkampagnen har opbakning fra dyreværnsorganisationer og trækker på hjælp fra landets politikredse.

"Vi er meget afhængige af tip fra både borgere og interesseorganisationer. Så er man stødt på vanrøgt eller andre tvivlsomme forhold derude, så kontakt politiet eller Fødevarestyrelsen. Her sidder professionelle folk klar til at rykke ud og få lidelserne standset og dyremishandlerne retsforfulgt", lyder opfordringen fra Esben Lunde Larsen.

Dyrevelfærdsordfører fra Dansk Folkeparti, Karina Due udtaler:

"Der skal føres en hård kurs over for personer, som ikke kan finde ud af at behandle dyr ordenligt, og denne kampagne kan forhåbentlig få nogle af de lyssky personer til at tænke sig om en ekstra gang. Jeg er godt tilfreds med, at der nu kommer ekstra fokus på dette område, siger Karina Due. 

Miljø- og fødevareministeren planlægger også at introducere en smileyordning for hundekenneler, så forbrugerne allerede fra årsskiftet kan se, hvordan Fødevarestyrelsen har vurderet stedet - samme koncept forbrugerne kender fra bl.a. supermarkederne og restauranterne. 

Gode råd til dig, der skal købe hund

Står du foran at skulle købe hund, så vær især på vagt, hvis du ser et tilbud på nettet, som virker for godt til at være sandt. Det gælder også, hvis du kommer til en opdrætter, hvor dyrene er sky, beskidte og i dårlig foderstand. Se også, hvor hvalpen er vokset op, og om hvalpenes mor har et godt temperament.

Læs mere og test dig selv på Miljø- og Fødevareministeriets www.klartilhund.dk

De bakker op om kampagnen:

·         Den Danske Dyrlægeforening

·         Dyrenes Beskyttelse

·         Dansk Kennelklub

·         Dyreværns Organisationernes SamarbejdsOrganisation (Doso)

·         Gul & Gratis

·         Den Blå Avis

Yderligere oplysninger:

Pressechef Jens Fuglsang Edelholt, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9135 6996, e-mail: jefed@mfvm.dk 

Fødevarestyrelsens pressetelefon: 22 84 48 34