Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Vejledning om tilbagetrækning af farlige fødevarer har fået et facelift

Mere sund fornuft og færre kringlede regler i ny tilbagetrækningsvejledning fra Fødevarestyrelsen

Nyhed, Publiceret: 25. februar 2021

​Efter høring og dialog med bl.a. Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer, har Fødevarestyrelsens tilbagetrækningsvejledning fået en sproglig overhaling og praktisk forenkling. Vejledningen fortæller som bekendt, hvad en fødevarevirksomhed skal gøre, hvis der pludselig er mug i marmeladen eller fremmedlegemer i foderblandingen, og varerne allerede er ude i butikkerne eller hos forbrugerne. De regler har de fleste virksomheder helt styr på. Men branchen har dog efterlyst en forenkling og nogle præciseringer. Flere af de ønsker har Fødevarestyrelsen nu opfyldt i den nye 'Vejledning om tilbagetrækning og tilbagekaldelse af fødevarer, foder og fødevarekontaktmaterialer'.

'Førhen var det obligatorisk for virksomhederne at udsende en pressemeddelelse, hvis f.eks. et parti pesto var muggent eller de fandt uønsket gæring i frugtsaft. Men i dag, hvor megen handel foregår over nettet, og virksomhederne derfor ligger inde med alle ønskelige kontaktoplysninger på deres kunder, kan det være helt tilstrækkeligt, at orienterer kunderne på mail eller sms. Derfor har vi sløjfet standardkravet om en pressemeddelelse', forklarer beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove.

Men en tilbagekaldelse skal også give mening. Således er der ingen grund til, at en virksomhed tilbagekalder og destruerer et større parti tomatketchup, hvis de kan sandsynliggøre, at der kun er tale om ufarlig gæring i eksempelvis ganske få flasker ud af mange tusinde. Men den fødevarefaglige vurdering skal stadig være i top. Og virksomheden skal fortsat kunne dokumentere, at de har taget de nødvendige hensyn til forbrugernes sikkerhed.

Den nye vejleding understreger da også, at virksomhederne har pligt til at underrette Fødevarestyrelsen, hvis de bliver klar over, at noget er galt med en fødevare. Hvad enten den så er direkte sundhedsskadelig eller blot 'uegnet til konsum'. I praksis vil det sige, at virksomheden straks skal underrette Fødevarestyrelsen, hvis de har grund til at tro, at en fødevare kan være sundhedsskadelig. Virksomheden skal også detaljeret oplyse om, hvad de har gjort for at forebygge, at forbrugerne bliver udsat for risikoen.

Men også sprogligt har vejledningen til virksomhederne fået et makeover. ' Vi har luget ud i nogle af de sproglige vildskud, som gennem årene havde sneget sig ind i vejledningen', medgiver Nikolas Hove, og præsenterer en af de sproglige tidsler, som altså nu er fortid. 'Fra EU-forordningen om tilbagekaldelse havde ordet "Webalert" sneget sig ind, og var blevet et hverdagsord, vi aldrig selv studsede over. Men det gjorde vores samarbejdspartnere. Så nu kalder vi en spade for en spade. Og en "Webalert" til offentligheden for det den er: En nyhed.'