Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Ingen fund af influenza på svinefarm nær smittet borger

Efter Statens Serum Institut har konstateret svineinfluenza hos en ældre borger, har Fødevarestyrelsen undersøgt en nærliggende svinefarm. Der er ikke konstateret smitte på farmen

Nyhed, Publiceret: 12. februar 2021
Ændret 12. februar 2021

I slutningen af januar fandt Statens Serum Institut (SSI) en ny influenzavariant hos en ældre patient. Borgeren har ifølge instituttet ikke selv haft kontakt med svin, og der er ikke påvist yderligere tilfælde i forbindelse med smitteopsporingen. SSI vurderer, at der har været tale om et enkeltstående tilfælde, der ikke giver anledning til bekymring for folkesundheden.


Fødevarestyrelsen har i forlængelse af fundet taget prøver af svin på en svinefarm, som er nabo til den smittede borger, uden at finde tegn på svineinfluenza.

Fødevarestyrelsen har de seneste ti år modtaget indberetninger fra dyrlæger, der finder tegn på svineinfluenza i danske besætninger. Myndighederne har derved fået kendskab til mere end 20 forskellige svineinfluenzavarianter på danske svinefarme, uden at der er fundet eksempler på smitte til mennesker.

Fødevarestyrelsen bad i sidste uge Dansk Veterinærkonsortium, der består af eksperter fra Statens Serum Institut og Københavns Universitet, om en risikovurdering af det aktuelle fund. Det er Dansk Veterinærkonsortiums vurdering, at der er tale om et enkeltstående tilfælde uden yderligere smittespredning blandt mennesker.

Fødevarestyrelsen har invitereret branchen og Dansk Veterinærkonsortium til dialogmøde for nærmere at overveje, om der er behov for at justere på den fælles overvågning af svineinfluenza i danske stalde. De relevante sundheds- og veterinærmyndigheder følger situationen.

Læs mere hos Statens Serum Institut.

Yderligere oplysninger, Fødevarestyrelsens pressetelefon 2284 4834.