Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Oprustning på miljø- og fødevareområdet i London

I lyset af Brexit er der mere end nogensinde behov for en stærk dansk stemme på miljø- og fødevareområdet i Storbritannien. Derfor tiltræder Fødevarestyrelsens direktør Esben Egede Rasmussen fra 1. august 2020 som statskonsulent på ambassaden i London.

Nyhed, Publiceret: 20. april 2020
Ændret 20. april 2020

Storbritanniens udtræden af EU ventes at kunne få væsentlige konsekvenser for den danske fødevaresektor. Derfor har Udenrigsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet besluttet at placere en statskonsulent på ambassaden i London fra den 1. august 2020, og her er valget faldet på Fødevarestyrelsens direktør Esben Egede Rasmussen. Fødevareminister Mogens Jensen siger i den forbindelse: 

- Jeg er naturligvis ked af, at Esben Egede Rasmussen stopper som direktør i Fødevarestyrelsen, men til gengæld tror jeg ikke, at Danmark kan stille med en bedre kandidat til at klare de mange udfordringer, som Brexit fører med sig på miljø- og fødevareområdet. Han kommer med bred viden, pondus og ikke mindst stor erfaring fra sin tid både som direktør for Fiskeridirektoratet og Fødevarestyrelsen. Derfor er han lige præcis den sikre hånd, der er brug for i en usikker tid.

Der er udsendt statskonsulenter på miljø- og fødevareområdet til de danske ambassader i en række strategisk vigtige lande uden for EU som for eksempel USA, Kina og Japan – og altså også snart Storbritannien. Statskonsulenterne har til opgave at varetage danske miljø- og fødevarepolitiske interesser i værtslandet.

Med Storbritanniens udtræden af EU bliver det statskonsulentens opgave at bidrage til de mange dag til dag-udfordringer for den danske eksport i forhold til miljø- og fødevareområdet, hvilke vil kræve tæt samspil med politiske beslutningstagere og kommercielle nøgleaktører i Storbritannien.

Den nye statskonsulent tiltræder på et kritisk tidspunkt i den efterhånden langstrakte Brexit-proces. 2020 er en overgangsperiode, hvor Storbritannien følger gældende EU-regler, men 2020 er også året, hvor der skal findes en aftale om det fremtidige forhold, inden overgangsperioden udløber 31. december 2020. Det er planen, at en aftale gerne skulle være klar i sommeren 2020, så resten af året kan bruges til ratifikation af aftalen. Esben Egede Rasmussen udtaler:

- Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet på en fremskudt post i Storbritannien, og på den måde får jeg mulighed for at forfølge en gammel drøm om en international karriere og samtidig bruge al den viden og hele det netværk, som jeg har opbygget til gavn for Danmarks fødevareklynge, fiskeriinteresser og miljøløsninger.

Dansk eksport af fødevarer til Storbritannien var samlet ca. 12 mia. kr. i 2017 og danske fiskere henter 30 pct. af værdien af de samlede danske fangster svarende til 1 mia. kr. årligt, fra fiskeri i britisk farvand.

Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Jacob Haaning Andersen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 21 19 27 50, e-mail: jahaa@mfvm.dk