Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Fødevarestyrelsen finder tegn på forfalskninger af både honning og hestepas

Stor international aktion, rettet mod forfalskede fødevarer, viser også problemer i Danmark

Nyhed, Publiceret: 23. juli 2020
Ændret 23. juli 2020

Mere end 10 procent af de 55 honningprøver som Fødevarestyrelses Rejsehold tog tidligere i år i forbindelse med 'Operation Opson', en stor international aktion mod falske fødevarer, viste tegn på, at honningen kunne være forfalsket. Også på markedet for hestekød var der problemer.

'I de syv tilfælde, hvor Eurofins laboratorier vurderede, at der var tegn på, at den udenlandske honning ulovligt var tilsat sukker, vurderer vi, at virksomhederne har handlet i god tro. De har endvidere alle orienteret deres aftagere og stoppet markedsføringen, så snart de fik vores analyseresultater. Det er helt efter bogen, og udløser derfor ikke sanktioner fra vores side', forklarer projektleder i Fødevarestyrelsen, Anette Løvenkjær-Pearson. 

Anderledes så det ud på markedet for hestekød. Her fandt Fødevarestyrelsen fejl eller tegn på forfalskninger i omkring 20 procent af de udenlandske hestepas. Kun få danske pas viste tegn på forfalskning. I alt blev mere end 250 pas gennemgået.

I forbindelse med kontrollen gav Fødevarestyrelsen bøder og indskærpelser til 7 ud af 11 danske slagterier. Blandt andet fordi slagterierne ikke at kunne dokumentere hvor hestene kom fra, og ikke havde undersøgt dyrene for parasitter.

'Den form for overtrædelser ser vi på med alvor. Derfor har vi heller ikke tøvet med at skride ind over for de virksomheder, som ikke havde orden i papirerne', forklarer Anette Løvenkjær-Pearson. Samtlige sanktionerede virksomheder har siden fået, eller vil få, opfølgende kontrolbesøg. Udgifterne til den ekstra kontrol skal virksomhederne selv betale.

Det er i år niende gang, at Fødevarestyrelsen deltager i Operation Opson. I år deltog mere end 80 lande.

I udlandet har nationale myndigheder tidligere fundet blandt andet falske luksusvine, spiritus og olivenolier.  Den internationale aktion er koordineret af Europol og Interpol

Læs resultaterne fra Operation Opson 2020


Yderligere oplysninger: Fødevarestyrelsens pressevagt 2284 4834.