Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Vigtigt at grise er registrerede, hvis Danmark rammes af svinepest

Grise skal mærkes, og grisebesætninger skal - uanset griseantal - registreres i det Centrale Husdyrbrugsregister.

Nyhed, Publiceret: 11. april 2019
Ændret 11. april 2019

Forår og sommer er traditionelt højsæson for indkøb af nye grise rundt omkring på landets mange hobbylandbrug. Derfor minder Fødevarestyrelsen om, at grisene skal være øremærkede, og at man skal huske at registrere sin besætning i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Dette gælder også, selvom man kun har én gris. Grise i kælegrisebesætninger kan mærkes med en chip i stedet for et øremærke.

Dyrlæge i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard fortæller, at det er vigtigt for myndighederne at vide, hvor der er grise, hvis der opstår et udbrud af fx afrikansk svinepest. Afrikansk svinepest findes bl.a. i Østeuropa og rykker tættere og tættere på den tyske grænse. Sygdommen er en alvorlig husdyrsygdom, som er dødelig for grise.

I foråret gennemfører Fødevarestyrelsen en kontrolkampagne, hvor en række besætninger med udegående vildsvin og svin får besøg for bl.a. at sikre, at deres grise er korrekt registreret.

"Hvis en dansk besætning rammes af svinepest, så kan vi langt hurtigere skabe et overblik over risikoen for yderligere smittespredning, hvis alle griselandbrug er registrerede, og vi dermed ved, hvor der er grise," siger Stig Mellergaard.

Styrelsen har tidligere konstateret, at ikke alle hobbyavlerne er lige gode til få styr på registreringen. Mere end hver 10. havde ikke orden i registreringerne, da Fødevarestyrelsen i 2017 var på kontrolbesøg hos 100 mindre hobbylandbrug.

Du kan kontakte CHR-afdelingen i Seges for at blive registreret.
Kontakt: tlf. 70 15 50 15 eller mail: CHR-Skejby@seges.dk

Når man registrerer sine grise i CHR, får man tilsendt en lille startpakke, som beskriver de regler, der gælder når man har grise.

Læs mere her.

Flytning af grise skal også registreres

Skulle det ske, at sygdommen rammer, er det helt afgørende, at ejerne kan dokumentere, hvor deres grise kommer fra, og hvor de eventuelt er solgt til. Ellers spildes dyrebar tid, inden myndighederne finder kilden til et udbrud, og dermed kan få standset ulykken og sikre, at sygdommen ikke spreder sig yderligere. Flytning af grise registreres på svineflyt.fvst.dk eller på App'en "Flytning af svin". For at bruge App'en, skal man have oprettet sig som mobilbruger i Svineflyt.fvst.dk.

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34.