"Spis ingefær, hvis du vil stoppe morgenkvalmen". Sådan lyder et populært råd til gravide, som døjer med morgenkvalme. Det kan friste gravide til at drikke de populære ingefærshots, som lige nu fylder på hylderne i butikker, juicebarer og kantiner.
Men det er ikke en god idé, viser en ny vurdering, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen. Årsagen er, at rotteforsøg viser, at et stort indtag af ingefær kan øge risikoen for abort. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvilke indholdsstoffer det er i ingefær, som påvirker graviditeten.
Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man ikke indtager ingefærshots eller kosttilskud med ingefær, hvis man er gravid eller prøver på at blive det. Morgenkvalme kan i stedet afhjælpes ved at spise flere, men mindre måltider.
Gravide kan roligt spise mad med ingefær som krydderi, som en del af en varieret kost, fordi indtaget typisk vil være meget lavere end i ingefærshots og kosttilskud.
Læs mere her.
Yderligere oplysninger
Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34.