Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Glutenfri produkter lever op til lovgivningen

Stort set alle de glutenfri produkter, som forbrugerne kan købe i Danmark, Sverige, Norge og Finland, lever op til EU-kravene og er sikre for glutenintolerante at spise. Det viser en ny kampagne, som Fødevarestyrelsen har deltaget i.

Nyhed, Publiceret: 26. juni 2019
Ændret 26. juni 2019

Mange forbrugere i Norden lider af glutenintolerance og er afhængige af, at de produkter, der er specielt fremstillede til dem, er sikre. Derfor er Fødevarestyrelserne i Danmark, Sverige, Norge og Finland gået sammen for at undersøge, om de produkter, som butikkerne sælger med mærket "glutenfri", nu også overholder EU-lovgivningen.

I kampagnen blev der testet 153 glutenfri produkter. Kun to prøver levede ikke op til grænseværdien på maksimum 20 mg. gluten pr. kg.

Alle producenter, som fik besøg i forbindelse med kampagnen, havde også gode arbejdsgange for håndtering af allergener, herunder gluten, i deres egenkontrol.

"Kampagnen viser, at danske forbruger trygt kan købe produkter, som er mærket som 'glutenfri', og regne med, at det også er tilfældet. Det er godt nyt for glutenintolerante i Danmark," siger Pernille Lundquist Madsen, souschef i Kemi og Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

I forbindelse med kampagnen er der lavet en fælles nordisk slutrapport, som kan læses her. 

Kampagnen er finansieret af Nordisk Ministerråd.

Journalister kan henvende sig til

Fødevarestyrelsens pressetelefon: 22 84 48 34.