Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Fra over 50 love og bekendtgørelser til ca. 20: Ny dyrevelfærdslov gør op med lovjungle

Ministeren for fødevarer, landbrug og ligestilling, Mogens Jensen, gør med lovforslag op med de mange knopskydninger på dyrevelfærdsområdet. Det skal gøre området mere overskueligt for landmænd, dyrlæger og andre borgere. Den nuværende lovgivnings høje krav til dyrevelfærd vil fortsat gælde. (Pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet)

Nyhed, Publiceret: 4. oktober 2019

Danske landmænd, dyrlæger og alle andre borgere, som arbejder med dyr, har haft rigeligt med love og bekendtgørelser at holde styr på for at sikre god dyrevelfærd. Den nye dyrevelfærdslov skal forenkle lovgivningsstukturen på dyrevelfærdsområdet og dermed gøre det enklere for brugerne.

Alle, der arbejder med dyr, har haft en mindre jungle at holde styr på med flere forskellige love og bekendtgørelser om dyrevelfærd. Det klare formål med den nye lov er at reducere antallet af love og bekendtgørelser på området, så både landmanden, dyrlæger og borgere skal lede færre steder efter reglerne.

- Vi skal stille store krav til dyrevelfærden i Danmark, og en uoverskuelig lovgivning skal ikke stå i vejen for så væsentligt et beskyttelseshensyn. Der er ikke slækket på kravene til velfærden for svin, kvæg, heste og alle andre dyr, siger Mogens Jensen.

Med den nye dyrevelfærdslov samles 11 love i én lov med tilhørende bekendtgørelser. Samtidig halveres antallet af bekendtgørelser på dyrevelfærdsområdet fra ca. 40 til ca. 20 bekendtgørelser.

Herudover indeholder loven også dyrevelfærdsmæssige tiltag. Det nye dyrevelfærdslovsforslag indeholder f. eks en udvidet mulighed for at forbyde arter af vilde dyr i cirkus, herunder elefanter og søløver. Derudover bliver dyrekampe forbudt, og også forsøg på at arrangere dyrekampe kan medføre straf.

Lovforslaget er en udløber af Miljø- og Fødevareministeriets arbejde med at skabe en mere enkel, klar og sammenhængende lovstruktur på ministeriets lovområder.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Ming Ou Lü, tlf. 2077 0459, e-mail: minol@mfvm.dk

Se nyheden på hjemmesiden