Fødevarestyrelsen fraråder nu forbrugere at drikke kaffeproduktet Valentus Slim Roast Optimum, Dark Roast Coffee, som typisk bliver solgt på Facebook.
Ifølge varedeklarationen indeholder produktet stoffet beta-phenylethylamin, som kan give hovedpine og svimmelhed. I kombination med nogle typer medicin kan beta-phenylethylamin også give forhøjet blodtryk.
Fødevarestyrelsen har fået flere henvendelser fra borgere i løbet af sommeren, som har reageret på, at kaffen indeholder beta-phenylethylamin.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har ikke sat tal på, hvor meget beta-phenylethylamin, det er sikkert at indtage.
Stoffet er dog på listen over doping-stoffer, som er forbudt at bruge i forbindelse med konkurrencer.
Hvis du har drukket kaffeproduktet og oplever bivirkninger anbefaler Fødevarestyrelsen, at du kontakter egen læge.
Yderligere oplysninger
Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressetelefon 22 84 48 34.