Trykfarver indeholder en lang række stoffer, herunder fx farvestoffer, opløsnings- og bindemidler. Et krav ved almindelig anvendelse af trykfarver vil være, at synlig afsmitning er uønsket.
Trykfarver bruges til trykning, fx flexografi, gravure og offset. Trykfarver kan deles op i farver, som anvendes på materialer, der er i direkte kontakt med fødevaren (fx på ispinde), og trykfarve på ydersiden af fx emballage. Derudover kan trykfarver migrere ind i fødevarer ved indirekte afsmitning under produktionsprocessen, hvor ydersiden af en emballage, fx en folie, er i kontakt med indersiden, når materialet rulles op efter trykningen.
I de seneste år har der været særlige problemer med afsmitning af de såkaldte fotoinitiatorer, bl.a. 4-methylbenzophenon. I den forbindelse fremsatte EU‘s stående komité for fødevarer i 2009 en henstilling til medlemslandene.
Farver, der anvendes til sundhedsmærkning af kød og dekoration af æg, betragtes som tilsætningsstoffer og er omfattet af Tilsætningsstofbekendtgørelsen.
Lovstof og regler om fødevarekontaktmaterialer
Ændret 17. maj 2022