Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Salg af tang som fødevare

Der er ikke særlige regler for markedsføring af tang. Virksomheder skal være registrerede og sikre, at tangen er sikker for forbrugerne. 

De generelle fødevareregler gælder også for tang. Der er ikke særlige regler for produktion eller salg af tang som fødevare. Det betyder, at tangen skal overholde de generelle regler om blandt andet kemiske forureninger, hygiejne og fødevarekontaktmaterialer. Der er dog særlige krav til økologisk tang (se længere nede på siden).

 

Tang må ikke være sundhedsskadelig eller uegnet til menneskeføde, når det sælges som en fødevare. Af den grund skal virksomheder vurdere de relevante risici, fx indholdet af jod, uorganisk asen og naturlige giftstoffer. Dette kaldes en risikoanalyse, og den skal virksomheden bruge til at træffe nødvendige foranstaltninger for sikkerheden.
 

Læs mere om sikkerhedsvurdering i denne guide: "Når en fødevarevirksomhed dyrker eller høster tang" og Læs mere om hygiejne i Hygiejnevejledningen.​

​​​

Virksomheder skal være registreret hos Fødevarestyrelsen, hvis de vil markedsføre eller forarbejde (fx koge, marinere eller pakke tang i modificeret atmosfære) tang.

 

Restaurantejere eller andre fødevarevirksomheder, der bruger tang i virksomheden, er som regel i forvejen registrerede hos Fødevarestyrelsen. Disse virksomheder skal ikke give Fødevarestyrelsen besked om brug af tang som en væsentlig ændring eller særlig aktivitet.

 

Hvis en primærproducent vil høste og markedsføre tang, skal den også være registreret hos Fødevarestyrelsen.

 

Fiskere kan levere tang (bifangst) til virksomheder via en fiskeauktion eller direkte til engrosvirksomheder og forbrugere, hvis de bliver registrerede til det hos Fødevarestyrelsen.

 

Læs mere i denne guide: "Når en fødevarevirksomhed dyrker eller høster tang"

Læs mere om reglerne for registrering i Autorisationsvejledningen​


Der er særlige krav til økologisk tang i EU's økologiforordninger, som du finder her. De særlige krav gælder både for tang fra økologisk akvakultur og for fritvoksende tang, der er indsamlet under særlige forhold.

 ​​​​

Når en virksomhed dyrker tang i akvakultur eller indsamler vildtvoksende tang, og tangen skal markedsføres som økologisk, skal virksomhedens aktivitet anmeldes til og økologikontrolleres af Fødevarestyrelsens Team Akvakultur, Vejle.​​​



Ændret 24. november 2022