Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Råd til private om at samle muslinger og østers

Her får du 9 råd til at samle muslinger og østers til spisning på en sikker måde

Blåmuslinger


1. Følg med i Fødevarestyrelsens Udmeldinger om muslingeovervågning - og dagspressen

Fødevarestyrelsen udsender ugentlige udmelder til abonnenter af vores Udmelding om muslingeovervågning.

Abonnér på Udmeldinger om muslingeovervågning her - vælg i listen

Når der findes giftige alger, bakterier eller anden forurening i de områder, der overvåges, udsender vi nyheder til pressen.

Se seneste Udmelding om muslingeovervågning fra Fødevarestyrelsen her - vælg "Fiskeri" 

2. Tjek om området er åbent for fiskeri

Hvis du vil samle muslinger eller østers, bør du holde dig til de områder, hvor der er taget prøver, og som er åbnet for høst. Saml ikke i eller i nærheden af lukkede områder.

Alle produktionsområder er som udgangspunkt lukkede.
Områder er kun åbne for høst, når Fødevarestyrelsen har meldt ud, at de er åbne, i den ugentlige Udmelding om muslingeovervågning. 

  • Vær opmærksom på, at kun områder med kommerciel høst overvåges. Der tages prøver for giftige alger, algegifte, bakterier og kemiske forureninger. 
  • Tjek, om produktionsområdet er åbent eller lukket for kommerciel høst af muslinger og østers. Et område er lukket, hvis der er algegifte, kemiske og mikrobiologiske forureninger, eller fordi der ikke er udtaget prøver i området. 
  • Hvis et område er aktivt lukket pga analysesvar, vil det fremgå af Udmelding om muslingeovervågning.

Tjek om området er åbent her - tryk på seneste udmelding - Fiskeri

Læs mere om Fødevarestyrelsens overvågning af områder, hvor der høstes kommercielt her

3. Find dit område på kortet - undgå forureningskilder 

Hold dig til de såkaldte produktionsområder, der er åbnet for fiskeri, og som er overvågede. Saml ikke i eller i nærheden af lukkede områder.

Se kortet over åbne produktionsområder for muslinger og østers her

Undlad under alle omstændigheder at samle i nærheden af å- eller spildevandsudløb, havneudløb og byer. Hold dig til områder, som du kender godt, og hvor der ikke er spildevandsudløb og andre forureningskilder i nærheden.

4. Hold øje med, om vandet er klart

Risikoen for giftige alger og giftige muslinger og østers er mindre, hvis vandet har været klart i længere tid. Find flere informationer om forekomsten af alger.

De lokale myndigheder – kommunerne og Naturstyrelsens lokale enheder – har informationer om lokale opblomstringer.

Find Naturstyrelsens lokale enheder


5. Vær opmærksom, hvis du høster muslinger eller østers fra havhaver

Det er blevet populært selv at opdrætte østers eller muslinger i havhaver.

Hvis du høster til privat forbrug fra en havhave, der ikke overvåges, skal du være opmærksom på:

  • Der kan være risiko for algegifte i muslingerne. Tjek om der er eller har været giftige alger i høstområdet.
  • Undlad at høste i en havhave, hvis der er risiko for spildevand og dermed for bakterier og virus, fx efter store regnskyl, stormflod osv.
  • Muslingerne er til privat brug og må derfor kun bruges i din egen husholdning.


6. Undgå virus og bakterier ved at varmebehandle muslinger og østers

Hvis du varmebehandler muslinger og østers inden servering, undgår du virus og bakterier.

Muslinger og østers kan ophobe både algegifte, kemiske forureninger samt virus og sygdomsbakterier.

Hvis du spiser østers rå, kan du blive syg af virus og sygdomsbakterier. Hvis du vil være sikker på at undgå virus og bakterier, bør du varmebehandle muslinger og østers, så de har været oppe på 100 grader i ét minut.

Bemærk, at algegifte og kemiske forureninger derimod ikke forsvinder ved en varmebehandling.


7. Tjek, at muslingerne er friske, inden du koger dem

Tjek altid, at muslingerne er friske og kassér dem, hvis de ikke er friske.

  • Muslinger, der er åbne inden kogning, lukker sig ved et let slag på skallen, hvis de er friske. Muslinger, der ikke lukker tæt, skal kasseres.
  • Muslinger, der ikke har åbnet sig under kogningen, skal ligeledes kasseres.

8. Symptomer på forgiftning pga. algegifte

I lettere tilfælde bliver man utilpas og får dårlig mave. Men man kan også få voldsomme forgiftningssymptomer som kvalme, opkastning, diarré, synsforstyrrelser og forbigående lammelser, hallucinationer, hukommelsestab, åndedrætsbesvær og åndedrætssvigt. 

I udlandet har der været dødsfald. En forgiftning kan vare fra få dage til flere uger, måneder og år og kan give varige mén.

Læs mere om algegifte i muslinger, østers, visse fisk m.m.

 

9. Symptomer på sygdom med virus og bakterier 

Man bliver utilpas og får kvalme, opkastning og dårlig mave (diarré), evt. også feber. Sygdommen kan vare fra få dage til ca. 1 uge.

Læs mere om virus og bakterier i fødevarer her

Ændret 8. juni 2021