I Forordning nr. 1935/2004, som indeholder de generelle regler for fødevarekontaktmaterialer, artikel 15, er der stillet 5 krav om, at alle fødevarekontaktmaterialer, som endnu ikke har været i berøring med fødevarer, skal være mærket med:
- Ordene »Til kontakt med fødevarer«, »glas- og gaffelsymbol« eller en særlig angivelse af anvendelsesformålet, fx kaffemaskine, vinflaske eller suppeske.
- Særlige anvisninger, hvis nogen, som skal overholdes for at sikre korrekt brug af materialet eller genstanden.
- Oplysninger om fabrikant, forhandler eller tilsvarende med angivelse af navn og adresse, evt. på firmaets hovedsæde i EU.
- Passende mærkning eller identifikation, så fødevarekontaktmaterialet kan spores.
- Oplysninger om aktive materialer og genstande, herunder tilladt anvendelse og andre relevante oplysninger, som fx betegnelsen på og mængden af de stoffer, der afgives af en aktiv komponent. Denne oplysning skal sikre, at fødevarevirksomheder, der anvender de pågældende materialer og genstande, kan overholde relevante regler, fx regler om tilsætningsstoffer eller aromaer.
Mærkningen »Til fødevarer« eller »glas- og gaffelsymbol« kan udelades for fødevarekontaktmaterialer, der ved deres beskaffenhed klart er beregnet til at komme i kontakt med fødevarer. Det gælder fx bestik, tallerkener, kopper, piskeris og knive.
»Glas og gaffelsymbol«
Glas- og gaffelsymbolet betyder, at den ansvarlige virksomhed har vurderet, at den emballage eller genstand, som symbolet er sat på, opfylder kravene til fødevarekontaktmaterialer.
Fødevarekontaktmaterialer er reguleret ved en efterlevelsesordning. Dette betyder, at den ansvarlige virksomhed skal sikre sig og dokumentere, at materialerne lever op til kravene i reglerne. Fødevarestyrelsen godkender dermed ikke fødevarekontaktmaterialer.
Glas og gaffelsymbolet kan typisk ikke stå alene. Det er vigtigt, at der også er en brugsanvisning der angiver, hvad materialet kan anvendes til i form af typer af fødevarer, kontakttid og -temperatur. Hvis der ikke er en brugsanvisning, der begrænser anvendelsesområdet, så betyder glas og gaffelmærket, at fødevarekontaktmaterialet kan bruges til alle typer af fødevarer og temperaturer.
Du kan finde glas og gaffelsymbolet på Kommissionens hjemmeside. Symbolet ligger i dokumentet 'Symbols for labelling food contact materials', som ligger på denne side:
Krav til mærkningsoplysninger og mærkningen
Der er 4 krav til mærkningsoplysninger:
Produkter, der ved deres mærkning eller udformning klart signalerer, at de er bestemt til at komme i berøring med fødevarer, fx krus eller kander, skal overholde kravene i Forordning 1935/2004.
Hvis produktet ikke overholder kravene til fødevarekontaktmaterialer og derfor ikke er egnet til kontakt med fødevarer, og hvis forbrugeren pga. produktets beskaffenhed kan tro dette, fx pyntegenstande, så skal det mærkes med en advarsel om, at produktet ikke er egnet til fødevarer.
Fødevarekontaktmaterialer, der bringes i handlen i et tidligere led end detailhandlen, skal ledsages af en skriftlig erklæring om, at de er fremstillet i overensstemmelse med gældende regler.
Placering af mærkningsoplysninger
Mærkningsoplysninger kan gives direkte på varen eller emballagen hertil, på en etiket eller på et skilt, der er anbragt i umiddelbar nærhed af varerne og er klart synligt for køberen.
Når fødevarekontaktmaterialer bringes i handlen i et tidligere led end detailleddet, fx ved salg af plastbøtter til en fødevareproducent, behøver mærkningsoplysningerne ikke at være angivet på varen. Her er det tilstrækkeligt at anføre oplysningerne i handelsdokumenterne.
Faktaark om detailhandel med FKM
Faktaark om detailhandel med fødevarekontaktmaterialer (pdf)
Ændret 27. februar 2023