Lystfiskeri og trollingfiskeri af laks ved Bornholm er tilladt, men er underlagt de samme begrænsninger om fangst af fisk til videresalg og menneskelig føde, som gælder for erhvervsfiskere.
Fisken skal være til eget forbrug og må ikke videresælges eller overdrages til andre. Du skal være opmærksom på, at du risikerer at få for meget dioxin og dioxinlignende PCB, hvis du ofte spiser store laks fra Østersøen.
Østersølaks kan spises i begrænsede mængder
Fødevarestyrelsen anbefaler, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser én portion laks fra Østersøen om måneden. Alle andre kan spise af laksen to gange om måneden, uden at det er sundhedsmæssigt betænkeligt. En portion svarer til 125 gram laks.
Indhold af dioxin i Østersøens ørreder
Svenske undersøgelser viser, at det kun er ørreder i den nordlige del i den Botniske Bugt, der har et dioxinindhold over grænseværdien, mens ørrederne ved Bornholm ikke overskrider grænseværdien. Havørreder kan på mange måder sammenlignes med laks, men de spiser anderledes og bliver ikke helt så fede. De to ting mindsker risikoen for forhøjet dioxinindhold.
Ændret 15. juli 2021