Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Kvægpest

Kvægpest hedder på engelsk rinderpest, hvilket er den betegnelse, der anvendes i internationale sammenhænge.

​Kvægpest er i maj 2011 erklæret som totalt udryddet på verdensplan, men blev udryddet i Danmark i 1782 som den første husdyrsygdom, der blev bekæmpet. Sygdommen har været kendt i verden i mere end 2000 år.

Kvægpest er en smitsom virussygdom hos klovbærende dyr, der forårsages af et morbillivirus, der er nært beslægtet med får- og gedepestvirus, hundesygevirus og mæslingevirus. Virustyperne varierer markant i værtsspektrum og virulens. Kvægpest kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker.

Som epidemi er kvægpest den mest dødelige sygdom, der er beskrevet hos kvæg. Modtageligheden varierer mellem de klovbærende dyrearter, og virus *kan også smitte svin, dog uden at give sygdom.
 

Sygdomstegn
Kvægpest er karakteriseret ved kraftig savlen hos flere dyr, hvoraf enkelte kan udvikle diarré. Der ses store sår i hele mundhulen, og kreaturerne vil senere udvikle gulligt næse- og tåreflåd.

Efter en inkubationsperiode – den tid, der går, fra dyret er blevet smittet, til det udviser symptomer – på 3-15 dage begynder kliniske symptomer at optræde: feber, ophørt ædelyst samt depression. Øje- og næseflåd optræder 1-2 dage efter, og indenfor 2-3 dage begynder små nekrotiske læsioner at optræde i mundhulen, der dog hurtigt øges i omfang. Både den hårde og bløde gane er omfattet af skaderne. Øjen- og næseflåd bliver pusagtigt, og mulepladen bliver tør og skorpet. Diarré er det sidste symptom, der kan observeres, og kan være vandig, blodig eventuelt indeholdende slimhinder. Dyrene viser tydelige tegn på kraftig abdominal smerte, tørst og åndenød og dør ofte af dehydrering.

Det tager lang tid at komme sig over sygdommen, og den kan blive kompliceret af andre infektioner som følge af generel nedsættelse af immunforsvaret.

Ved obduktion af dyr kan der i hele mave/tarmkanalen og de øvre luftveje ses store områder med beskadiget væv og blodfyldninger – det sidste kendes som "zebra-striber" i endetarmen. Lymfeknuder er meget hævede langs hele mave/tarmkanalen.

De sygdomsmæssige fund er tilstrækkelige til at diagnosticere kvægpest i endemiske områder samt efter første laboratoriediagnose i epidemiske områder. I områder, hvor sygdommen ikke er almindelig, skal der anvendes laboratoriediagnostik til at differentiere kvægpest fra BVD, mund-og klovesyge, IBR og ondartet katarfeber.

Laboratoriediagnosen stilles ved isolation af virus fra blod, milt eller lymfeknuder, samt påvisning af antistoffer i blod eller vævsvæsker. Det er nødvendigt at udtage prøver fra flere dyr i den tidligere fase af et klinisk udbrud – helst før tegn på diarré.

Til endelig bekræftelse af sygdommen skal indsendes stabiliseret fuldblod, lymfoidt væv, milt og tarme, som skal udtages aseptisk og transporteres i frossen stand eller med køleelementer i forsendelsen.

Den, der har modtagelige dyr i sin varetægt, skal ved mistanke om kvægpest straks tilkalde en dyrlæge.​

 
Smittespredning
Virus udskilles i næseflåd fra inficerede dyr i 1-2 dage, før dyrene får feber. Efter udbrud af kliniske symptomer er udskillelsen massiv i alle sekreter, men falder hurtigt hos de dyr, der overlever og begynder at danne antistoffer. Smittespredning sker ved direkte kontakt eller tæt indirekte kontakt mellem dyr, og infektionen sker i næse-svælgregionen. Der er ikke risiko for udvikling af raske smittebærere, men virusinfektionen vedligeholdes gennem konstant overførsel mellem modtagelige individer.
 
Efter opformering i lymfeknuderne i næse-svælgregionen, vandre virus via lymfesystemet til slimhinderne i mavetarmkanalen, samt de øvre luftveje. Vævsskaderne skyldes en direkte nedbrydende effekt af virus. Virale antigener inducerer et kraftigt svar fra immunsystemet, der hurtigt begrænser infektion med opheling af vævsskaderne, hvis disse ikke er for udbredte.
 
I områder, hvor kvægpest forekom endemisk (Indien og Afrika), så man infektion af unge dyr efter ophør af den immunitet, der gives fra moderdyret, og før en vaccination har effekt. Dette betyder ofte en efterfølgende spredning til får, geder og vilde klovbærende dyr med risiko for tilbagesmitte til kvægbestanden. Morbiditeten er lav og de kliniske tegn ofte milde. I epidemiske områder (dele af Afrika, Asien) inficeres hovedparten af modtagelige dyr og bliver selvbegrænsende, da morbiditeten er næsten 100 %, og mortaliteten er op til 90 %. 
 
Behandling, bekæmpelse og kontrol
Sygdommen er anmeldepligtig, og der foretages ikke behandling. Såfremt der opstår en mistanke om kvægpest, der ikke umiddelbart kan afvises af Fødevarestyrelsen, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Veterinærinstituttet.

Veterinærafdelingen i Fødevarestyrelsen foretager smitteopsporing til andre besætninger, der har modtaget dyr fra besætningen de sidste 30 dage. Endvidere smitteopspores kontaktbesætninger i de seneste 30 dage. Sådanne kontaktbesætninger sættes også under offentlig tilsyn.

Ved positiv diagnose skal den smittede besætning samt dyr i kontaktbesætninger slås ned. Kadaverne bortskaffes ved destruktion. Rengøring og desinfektion skal godkendes af Fødevarestyrelsen.

Der oprettes 3-kilometers beskyttelseszoner og 10-kilometers overvågningszoner omkring smittede besætninger.

Det er muligt at vaccinere mod kvægpest, og immuniteten er livslang.
 
Lovstof og regler
​ 
Ændret 16. maj 2018