Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Kosttilskudsgruppen

Fødevarestyrelsens kosttilskudsgruppe er en specialenhed sat i verden for at styrke kontrolindsatsen med kosttilskud.

Fødevarestyrelsens kosttilskudsgruppe er en specialenhed, som i 2004 blev sat i verden for at styrke kontrolindsatsen på kosttilskudsområdet. Siden 2009 har Kosttilskudsgruppen været en del af Fødevarerejseholdet, Fødevarer.

Gruppen, som udover at føre kontrol med indholdet i kosttilskudsprodukter på markedet, bistår de tilsynsførende fra fødevareenhederne i spørgsmål, som drejer sig om kosttilskud, berigede fødevarer og fødevarer til særlige grupper.

Kampagner og aktioner

Kosttilskudsgruppen gennemfører hvert år kontrolkampagner og aktioner i samarbejde med fødevareenhederne og Lægemiddelstyrelsen. Blandt de emner, som Kosttilskudsgruppen har fokus på, er ulovligt salg og markedsføring af kosttilskud i eksempelvis detailbutikker, engrosleddet, reklameblade eller på internettet.

Kontrol af hjemmesider

Hjemmesider, der markedsfører kosttilskud til de danske forbrugere, kontrolleres løbende med henblik på at afdække og stoppe salg af ulovlige eller farlige produkter. I de tilfælde, hvor der konstateres markedsføring af farlige produkter, på udenlandske hjemmesider, udsendes der en advarsel til forbrugerne.

Sikre produkter til forbrugerne

En vigtig del af Kosttilskudsgruppens arbejde er at kontrollere produktsikkerheden af kosttilskud, som er registreret hos Fødevarestyrelsen. Kontrollen foretages stikprøvevis på baggrund af en risikovurdering og omfatter et tjek af anvendte stoffer og ingredienser i forhold til gældende regler for novel food, fødevaresikkerhed og tilsætning af visse stoffer.

 
Bivirkningsindberetninger
Som en del af produktsikkerhedskontrollen indgår også sagsbehandling af indberettede bivirkninger ved kosttilskud. Bivirkningsindberetningerne indsendes af den behandlende læge eller direkte fra forbrugeren. I sådanne sager undersøges det, om bivirkningen kan kædes sammen med forbrugerens indtag af det pågældende kosttilskudsprodukt.
 
Læs mere om kosttilskud
På Fødevarestyrelsens hjemmeside Altomkost.dk kan du læse mere om kosttilskud.
 
Det er desuden muligt at undersøge, om et bestemt kosttilskud er registreret i Fødevarestyrelsens kosttilskudsdatabase og dermed underlagt stikprøvekontrol.

 

Ændret 15. juli 2021