Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Koffein i fødevarer

Koffein kan være tilsat en fødevare som et aromastof eller som et næringsstof.

​​​​Koffein kan være tilsat en fødevare for at opnå en let bitter smag, men koffein kan også tilsættes med det formål at opnå en fysiologisk effekt. I førstnævnte tilfælde betragtes koffein som et aromastof. I sidstnævnte tilfælde betragtes koffein som et næringsstof. Reglerne for tilsætning af koffein er forskellige afhængig af, hvorfor stoffet er tilsat.  

Anvendelse af koffein som aromastof
​​​Koffein er et aromastof, da det giver en let bitter smag. Det findes derfor på EU-listen over aromastoffer. Koffein kan tilsættes en fødevare alene eller i form af et ekstrakt af fx guarana eller maté. 

Koffein må anvendes​​ som aromastof i 4 forskellige fødevarekategorier: mejeriprodukter, is, konfekture og ikke-alkoholholdige drikkevarer, og det må kun ske inden for de fastsatte grænser.
 

Mærkning af koffein som aromastof

Fødevarer, der er tilsat koffein som​​ aromastof, skal mærkes i overensstemmelse med reglerne i mærkningsforordningen.  Det betyder, at koffein tilsat som et aromastof skal angives ved den specifikke betegnelse i ingredienslisten umiddelbart efter betegnelsen »aroma«. 

Hvis koffein tilsættes til drikkevarer i en mængde på over 150 mg pr. liter, gælder der særlige krav om advarselsmærkning. Det bet​yder, at drikkevarer, der er tilsat koffein i en mængde på over 150 mg pr. liter, skal mærkes med følgende oplysning, der skal stå i samme synsfelt som produktets navn: “Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder”. Denne oplysning skal følges af en henvisning i parentes til koffeinindholdet udtrykt i mg pr. ​​100 ml. 

Ovenstående m​​ærkning gælder dog ikke for drikkevarer, der er fremstillet af kaffe, te, kaffe-ekstrakt eller te-ekstrakt, hvis fødevarebetegnelsen indeholder ordet ”kaffe” eller ”te”. Dette medfører således, at produkter markedsført under navne som fx ”kaffe-drik” og ”is-kaffe” er undtaget fra advarselsmærkningen.
 
Anvendelse af koffein som næringsstof
Fødevarer og drikkevarer, der er tilsat koffein som næringsstof, skal overholde de krav, der fremgår af bekendtgørelse om tilsætning af visse andre stoffer end vitaminer og mineraler til fødevarer. Der er i denne bekendtgørelse givet generel tilladelse til, at koffein blandt andet kan tilsættes til energidrikke i en mængde op til 32 mg pr. 100 ml.

Læs mere om dette i guiden: “Sådan markedsfører du føde- og drikkevarer tilsat vitaminer, mineraler eller andre stoffer”, som du finder nederst​​ på siden. 

Mærkning af koffein som næringsstof

For fødevarer tilsat koffein med et fysiologisk formål (næringsstof​​​) er det et krav, at produktet mærkes med følgende advarsel, der skal stå i samme synsfelt som varens betegnelse: “Indeholder koffein. Bør ikke indtages af ​​børn eller gravide”. 

Denne advarsel skal følges af en henvi​​sning i parentes til koffeinindholdet udtrykt i mg pr. 100 g/ml. 

Er der tale om drikkevarer med et indhold af koffein over ​150 mg per liter, skal produktet mærkes med følgende advarsel: ”Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder”. Advarslen skal stå i samme synsfelt som produktets navn, og advarslen skal følges af en henvisning i parentes til koffeinindholdet udtrykt i mg pr. 100 ml. ​

Ovenstående mærkning gælder dog ikke for drikkevarer, der​​​ er fremstillet af kaffe, te, kaffe-ekstrakt eller te-ekstrakt, hvis fødevarebetegnelsen indeholder ordet ”kaffe” eller ”te”. Dette medfører således, at produkter markedsført under navne som fx ”kaffe-drik” og ”is-kaffe” er undtaget fra kravet om advarselsmærkning. 

Er koffein i fødevarer farligt?
Koffein forekommer naturligt i kaffe, te, guara​​​na, kakao, kolanødder mv., men tilsættes også fødevarer i form af ekstrakter af disse planter eller som rent stof. 

Voksne og koffein

Som voksen kan du være tryg ved at indtage fx energidrikke solgt på det danske marked, men som med alle andre f​​ødevarer er et overdrevent forbrug ikke sundt. Den mængde koffein, som i dag tillades i en energidrik på 250 ml, svarer ca. til den mængde koffein, der findes i en kop kaffe. Voksne bør højst indtage 400 mg koffein pr. dag. En kop kaffe indeholder ca. 100 mg koffein.


Børn, unge og koffein

Energidrikke kan​​ være problematiske for børn og unge, idet selv et mindre indtag af koffein vil kunne medføre forbigående adfærdsforandringer, fx forøget uro, irritabilitet, nervøsitet og angst. Derfor frarådes det, at børn drikker energidrikke. 

Gravide, ammende og koffein

Gravide og ammende bør ikke drikke mere end tre kopper kaffe om dagen og bør begrænse indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer som fx te og læskedrikke. Læskedrikke, som fx almindelig cola, kan indeholde op til 150 mg koffein pr. liter. Energidrikke indeholder mere koffein og er mærket med "Højt koffeinindhold, bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder".

Fødevarestyrelsens kostråd til forbrugere på altomk​​ost.dk 
 
Fødevareundersøgelser om koffein
Lovstof og regler om aroma og næringsstoffer


Ændret 6. februar 2023