Transportforordningen (Forordning nr. 1/2005) siger, at dyr skal fodres og vandes, når transporten er af længere varighed.
Man skal være registreret i henhold til Foderhygiejneforordningen (183/2005) for at måtte fodre fødevareproducerende dyr. Hvis du har en autorisation til at transportere dyr, er du automatisk også registreret i henhold til Foderhygiejneforordningen.
Kontrol af transportmidler kan også kan indeholde kontrol af foderet.
Fodermidler og foderblandinger under transporten
Du må fodre dyrene med fodermidler og med foderblandinger.
Fodermidler er fx hø, korn og glycerin (glycerol). Foderblandinger er fx tilskudsfoder (kraftfoder) og visse former for flydende foder.
Fodermidler og foderblandinger må gerne tilsættes dyrenes drikkevand som vådfoder. Det betyder, at man gerne må give dyrene glycerol (glycerin) eller flydende tilskudsfoder i drikkevandet.
Hvis foder tilsættes drikkevandet, gælder følgende regler:
Foderet (herunder glycerol) skal være mærket som foder.
Den som sælger foderet (herunder glycerol) til dig, skal være en registreret eller godkendt foderstofvirksomhed i henhold til Foderhygiejneforordningen.
Det er vigtigt, at transportøren doserer mængden af glycerol – eller andre midler – rigtigt. Det skal sikres, at dyrene gerne vil drikke vandet, samt at dyrene ikke bliver tørstige af at drikke vand med fx glycerol, da glycerol indeholder sukker.
Tilsætningsstoffer
Der må som hovedregel ikke kommes tilsætningsstoffer i drikkevandet. Der gælder særlige og strammere regler for tilsætningsstoffer. Tilsætningsstoffer kan være konserveringsmidler, vitaminer og farvestoffer. Hvis man tilsætter tilsætningsstoffer til drikkevandet, skal ens virksomhed have en yderligere registrering.
Lovstof og regler
Ændret 1. juli 2022