Etiketter er sammensat af flere typer materialer. Det kan være papir eller plast med trykfarver, lim, flammehæmmere og overfladebehandlinger – evt. fremstillet af stoffer, der ikke er beregnet til fødevareemballager.
Etiketter bruges i stor udstrækning til mærkning af fødevarer. De sættes almindeligvis uden på emballagen, men de sættes også i visse tilfælde direkte på fødevaren. Da emballage ofte består af meget tynde lag, der ikke nødvendigvis er en tilstrækkelig god funktionel barriere, er der risiko for, at stoffer fra etiketten, herunder lim, kan migrere til fødevaren.
Der anvendes forskellige stoffer i etiketter, og de kan i princippet alle migrere ud i fødevaren. Mange af de stoffer, der anvendes, er ikke vurderet sundhedsmæssigt af de videnskabelige komitéer i EU.
Afsmitning fra etiketter skal vurderes i de konkrete tilfælde og skal overholde bestemmelserne i Forordning nr. 1935/2004, artikel 3.
Ændret 13. november 2019