Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Ernærings- og sundhedsanprisninger

Ernærings- og sundhedsanprisninger er frivillige oplysninger, som gives i forbindelse med markedsføringen af fødevarer.

​​Alle angivelser, logoer, billeder, symboler og varemærker, som indikerer en ernæringsmæssig eller sundhedsmæssig egenskab ved et produkt eller ved produktets effekt på sundheden, er ernærings- eller sundhedsanprisninger.​
 

Ernæringsanprisninger
Ernæringsanprisninger er budskaber, der indikerer, at en fødevare har særlige gavnlige ernæringsmæssige egenskaber på grund af et konkret indhold/fravær af energi, næringsstoffer eller andre stoffer.
 
Eksempler på ernæringsanprisninger er:
  • Sukkerfri
  • Højt fiberindhold​
  • Indeholder omega-3 fedtsyrer

Sundhedsanprisninger
Sundhedsanprisninger er budskaber, der fortæller noget om, at der er en sammenhæng mellem et indtag af en fødevare eller en bestanddel af fødevaren og effekt på sundheden.
 
Eksempler på sundhedsanprisninger er:
  • Calcium har betydning for udvikling og vedligeholdelse af knoglerne.
  • ​​Plantesteroler har vist sig at sænke kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom.
 
​Angivelse om forebyggelse/virkning på sygdom er forbudt
Det er forbudt at anvende angivelser om, at en fødevare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer. Det fremgår af artikel 7, stk. 3, i EU forordning nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne. 
 
Udvikler du nye fødevarer, skal du kende reglerne for anprisninger
Når dit projekt munder ud i, at en fødevare skal markedsføres eller på anden måde omtales i kommercielle meddelelser som fx reklame – så gælder anprisningsreglerne.

Hvis din virksomhed fx anvender begrebet såsom ”superfood” eller vil sætte en anden slags trumf på sundhedseffekten i kommercielle meddelelser, er der tale om anprisninger.

Du skal være opmærksom på, at din virksomhed ikke må skrive noget om, at en fødevare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer, fordi det er forbudt i hele EU. Du må fx ikke angive, at fødevaren kan forebygge eksem.

Anprisningsreglerne gælder også for kommercielle meddelelser, hvis din virksomhed får økonomisk tilskud til udvikling af dine fødevarer fra en myndighed; fx støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet i Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). Og, hvis din virksomhed samarbejder med myndigheder eller institutioner (fx universiteter og universitetshospitaler), eller oprindeligt er udviklet i eller til forsøg.

Du skal også være opmærksom på, at Fødevarestyrelsen ikke kan forhåndsgodkende jeres markedsføringsmateriale eller de anprisninger, I vælger at bruge. Det betyder, at Fødevarestyrelsen først ved en konkret kontrol af produktet eller ved en anmeldelse (klage)tager stilling til, om reglerne er overholdt. 
 

Hvad er en anprisning?

Ernærings- og sundhedsanprisninger er frivillige oplysninger, som din virksomhed kan vælge at give i forbindelse med markedsføringen af fødevarer.

Alle angivelser, logoer, billeder, symboler og varemærker, som indikerer en ernæringsmæssig egenskab eller effekt på sundheden, er ernærings- eller sundhedsanprisninger.​ 
 

Anprisnings- og mærkningsreglerne betyder følgende:

  • Din virksomhed må kun anprise med ernærings- og sundhedsmæssige egenskaber for fødevarer, hvis anprisningerne er EU-godkendt. Du skal kunne dokumentere, at det, der oplyses på fødevaren, er omfattet af en EU-godkendelse.
  • Fødevaren må ikke anprises med, at den kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer, fordi det er forbudt i hele EU.
 
Afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet
 
Find flere dokumenter om ernærings- og sundhedsanprisninger
 
Lovstof og regler
Ændret 22. november 2019