Ud over de generelle krav til animalsk foder er der specifikke betingelser for dicalciumphosphat til foder.
Reglerne findes i Gennemførelsesforordningen (Forordning nr. 142/2011), bilag X, kapitel II, afsnit 6.
Råvarer
Dicalciumphosphat skal være fremstillet af kategori 3-materiale, som beskrevet i artikel 10, litra a-l i Biproduktforordningen (1069/2009).
Forarbejdningsnormer
Dicalciumphosphat skal fremstilles ved en proces, der består af tre faser: - Først skal det sikres, at alt kategori 3-knoglemateriale knuses fint, affedtes med varmt vand og behandles med fortyndet saltsyre (med en minimumskoncentration på 4% og en pH-værdi på under 1,5) i mindst 2 dage.
- Derefter tilsættes kalk til den fremkomne phosphatopløsning, så der ved en pH-værdi på 4-7 udfældes dicalciumphosphat.
- Til sidst lufttørres det udfældede dicalciumphosphat ved en starttemperatur på 65-325oC og en sluttemperatur på mellem 30oC og 65oC
Dicalciumphosphat af affedtede knogler skal være afledt af knogler som omhandlet i artikel 10, litra a.
Mærkningskrav
Under transport og oplagring skal emballage, containere eller køretøjer med dicalciumphosphat være mærket med følgende tydelige og letlæselige tekst:
"Kategori 3-materiale" og "Ikke til konsum".
Ved transport mellem EU-lande er der endvidere krav om, at emballage, containere eller køretøjer er mærket med grøn farve.
Desuden skal dicalciumphosphat være mærket i overensstemmelse med TSE-reglerne.
Hvilke dyr må fodres med dicalciumphosphat
Dicalciumphosphat må fodres til ikke-drøvtyggere, akvakulturdyr, selskabsdyr og pelsdyr.
Lovstof og regler
Ændret 8. august 2022