Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Deleøkonomi

Her kan du læse om, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil sælge eller donere fødevarer via digitale platforme, eller selv står bag en app eller en hjemmeside.

Når du fx via en hjemmeside eller en app sælger eller donerer fødevarer, som du har tilberedt i dit eget private køkken eller et andet sted, er du en fødevarevirksomhed i fødevarelovgivningens forstand. Forskellige regler gælder afhængigt af, hvor ofte du sælger eller donerer fødevarer til andre.

 

Hvad er deleøkonomi?

Deleøkonomi defineres ofte som, når privatpersoner eller virksomheder deler deres overskudskapacitet, fx deres fødevarer, med andre via digitale platforme.

Deleøkonomi, hvis du sælger eller donerer fødevarer

Registrering som fødevarevirksomhed


Hvis du sælger eller donerer fødevarer så ofte, at det er over bagatelgrænsen, er der tale om en fødevarevirksomhed, som skal være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Din virksomhed kan dog komme under en såkaldt bagatelgrænse enten som hyppig markedsføring af mindre mængder fødevarer eller som lejlighedsvis markedsføring:

  1. Hvis du sælger eller donerer fødevarer fx en gang om ugen  men i små mængder som fx 4-5 portioner ad gangen, er der tale om fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen, og din fødevarevirksomhed skal ikke være registreret hos Fødevarestyrelsen. En portion kan være alt fra en enkelt portion til fx en tre-retters menu eller en kage eller et brød.

  2. Hvis du sælger eller donerer op til ca. 10 gange om året med en varighed af nogle få dage hver gang, dog højst ca. 30 dage, er der tale om fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen, og din fødevarevirksomhed skal ikke være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Uanset om du skal være registreret eller ej hos Fødevarestyrelsen, er der regler, du skal overholde.

Kort om reglerne

Hvis du sælger eller donerer fødevarer til andre, er der forskellige regler om fødevaresikkerhed, du skal være opmærksom på.

Uanset om du er registreret eller ej som fødevarevirksomhed i Fødevarestyrelsen, må du ikke sælge eller donere fødevarer, som kan gøre kunderne syge. 

Du skal altid være særlig opmærksom, hvis du bruger dit private køkken til fødevareproduktion. Hvis du fx har syge børn i hjemmet eller husdyr, kan det medføre risiko for forurening af fødevarerne, så kunderne kan blive syge af fødevarerne.

Du skal sikre dig, at den emballage, du bruger, er egnet til fødevarer.

Du skal også kunne identificere, hvor du har de varer fra, som du bruger i madlavningen. Det er vigtigt, så du kan oplyse dine kunder, hvis du har brugt en vare, som senere viser sig at være dårlig.

Hvis din fødevarevirksomhed er over bagatelgrænsen, skal du være opmærksom på mærkningsreglerne, herunder krav om  allergenoplysninger. ​Læs mere i guiden om mærkningsreglerne.


Hvis du fortæller om fødevarens ernærings- eller sundhedsmæssige egenskaber, må du kun bruge de anprisninger, der er godkendt. Du skal også kunne dokumentere det, du oplyser. Du må ikke fortælle, at fødevaren kan forebygge, helbrede eller lindre sygdom.

Kommer Fødevarestyrelsen på besøg?

Fødevarestyrelsen fører kontrol med alle fødevarevirksomheder i Danmark. Det gælder også fødevarevirksomheder i private boliger.

Hvis du er under bagatelgrænsen og derfor ikke registreret hos Fødevarestyrelsen, kommer styrelsen normalt ikke på kontrol. Fødevarestyrelsen kan dog komme på kontrolbesøg, fx som led i en kontrolkampagne, eller fordi nogen har klaget over fødevaren.

 

Deleøkonomi, hvis du har en app eller hjemmeside

Hvis din virksomhed alene formidler fødevarer, via fx en hjemmeside eller en app, så er den ikke en fødevarevirksomhed i fødevarelovgivningens forstand. Virksomheden skal derfor ikke være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Hvis din virksomhed - udover den blotte formidling mellem udbyder og køber - aktivt tager del i markedsføringen og supplerer med information om fødevaren, kan der efter en konkret vurdering være tale om en fødevarevirksomhed, som skal være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Hvis din platform skal være registreret som fødevarevirksomhed, skal du være særlig opmærksom på mærkningsreglerne. Læs mere i guiden om mærkningsreglerne.

Uanset om din virksomhed er en fødevarevirksomhed eller ej, skal du være opmærksom på reglerne om anprisning af fødevarer. Læs mere i guiden om ernærings- og sundhedsanprisninger.

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at du på din platform gør udbyderne af fødevarerne opmærksomme på, at fødevarelovgivningen skal overholdes. 

Deleøkonomi, hvis du er forbruger

Hvis en fødevarevirksomhed er registreret hos Fødevarestyrelsen, kan du selv finde den på www.findsmiley.dk.

Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg af fødevaren?

Hvis du bliver syg af fødevarer, som du har købt eller fået, kan du kontakte Fødevarestyrelsen.

 

Hvis du vil vide mere om deleøkonomi

deleøkonomi.dk kan du som virksomhed og bruger få viden om, hvilke regler der gælder, og hvad der er lovligt, når du handler i deleøkonomien.

 

Ændret 29. oktober 2019