Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Coronavirus og fødevarer - for borgere

Intet tyder på, at coronavirus smitter gennem mad, men via dråber fra host og nys fra smittede personer. Så hold en god hygiejne. Få svar på en række spørgsmål her.

Læs generel info om fødevarer og COVID-19                                                                                 


Spørgsmål og svar om coronavirus for borgere

Kan coronavirus smitte via de fødevarer, jeg køber i butikkerne?
Når du som borger køber fødevarer i en butik eller på internettet, er der intet, der tyder på, at du kan blive smittet med coronavirus via fødevarer. 

Risikoen for at blive smittet er mindre, hvis du holder afstand til andre kunder i butikken eller til chaufføren, som leverer varerne, og vasker hænder med vand og sæbe før og efter, du pakker varer ud. Hvis du ikke har adgang til vand og sæbe, kan du bruge håndsprit. 
Er der risiko for smitte med coronavirus, når jeg spiser på restaurant, take-away etc.? 
Der er ingen rapporter om smitte med coronavirus via fødevarer – hverken fra kolde eller varme anretninger.

Når professionelle køkkener overholder de almindelige hygiejneregler, vil det også sikre mod coronavirus. Som en ekstra foranstaltning er der iværksat yderligere tiltag i denne særlige corona-situation med fokus på medarbejdernes personlige hygiejne, hyppig rengøring og desinfektion af kontaktpunkter m.m. 

De generelle hygiejneregler om at fremstille og sælge fødevarer i fødevarevirksomheder beskytter også mod smitte med coronavirus, bl.a. kravene om god personlig hygiejne. Reglerne skal være med til at sikre, at der ikke bliver overført bakterier og virus, fx coronavirus, via fødevarer til forbrugerne.

Når du som kunde møder op for at afhente take away, henviser Fødevarestyrelsen til, at du følger de generelle retningslinjer for god personlig hygiejne og holder afstand til andre kunder. Du kan minimere risikoen for smitte ved at vaske hænder før og efter, du henter take away mad.

Fødevarestyrelsen forudsætter altid, at leveringen af take away sker fødevaresikkerhedsmæssigt forsvarligt, og at virksomhederne følger hygiejnereglerne.  
Kan jeg selv gøre noget for at undgå smitte med coronavirus, når jeg laver mad?
Selvom der ikke er rapporter om, at coronavirus smitter gennem fødevarer, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at du altid holder en god hygiejne i køkkenet, herunder skyller frugt og grønt og vasker dine hænder regelmæssigt og altid før tilberedning af mad, og før du spiser.

Fødevarestyrelsen anbefaler også, at du følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god håndhygiejne, nys og host i ærmet og begrænser fysisk kontakt.
 
Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg er ude at handle?
Du kan både mindske risikoen for selv at blive smittet, og for at smitte andre med coronavirus, hvis du følger fem råd, når du handler:
 

Hold afstand til andre og begræns fysisk kontakt

Du kan begrænse kontakten til andre ved at handle på tidspunkter, hvor der ikke er mange andre i supermarkedet eller lade børnene blive derhjemme og tage alene på indkøb. Undgå fx uddeling af smagsprøver, hvor du står tæt på andre, eller vent til det bliver din tur til at tage en vare.
 

Hvis du har hoste, let feber eller forkølelse, så bliv hjemme, indtil du er rask

Undersøg i stedet, om andre kan hjælpe med dine indkøb, eller få madvarerne leveret.

 

Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit

Tag fx en håndsprit med i bilen eller tasken og brug den håndsprit, der er, hvor du handler.

 

Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder

Undlad også så vidt muligt at røre dig i ansigtet, hvis du har rørt ved andet, og ikke har vasket hænder eller sprittet hænderne af inden.

Hold en god hygiejne i køkkenet, når du tilbereder din indkøbte mad

Skyl fx frugt og grønt, vask hænder regelmæssigt og hold rå og spiseklar mad adskilt. 

 

Kan man spise sig til et bedre immunforsvar?

Der findes ingen fødevarer, man kan spise, som beskytter én mod COVID-19. Kosten har selvfølgelig betydning for immunsystemet. Men spiser man varieret og følger kostrådene, får langt de fleste dog dækket deres næringsbehov, herunder vitamin- og mineralbehov, via kosten.

Du kan finde de officielle kostråd her

 
Den bedste måde at beskytte sig mod coronavirus er at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at sikre god håndhygiejne, nyse og hoste i ærmet og begrænse fysisk kontakt med andre.
Ændret 22. juli 2020