Hvor findes bly, og i hvilke mængder?
De vigtigste kilder til bly i kosten er vin, frugt, grønsager og kornprodukter. Derudover kan der forekomme afsmitning fra eksotisk keramik, krystalglas og blyloddede dåser.
Gennem årene er forekomsten af bly i fødevarer dog reduceret. Dette ses som et resultat af indsatsen for at begrænse miljøforureningen, især afviklingen af blytilsætning til benzin samt forbedret dåseteknologi.
Hvordan kan bly påvirke sundheden?
De mest kritiske sundhedsmæssige effekter af bly er påvirkninger af centralnervesystemets udvikling, herunder evnen til at lære og huske. Videnskabelige undersøgelser i forsøgsdyr og mennesker tyder på, at små børn er mest følsomme.
Gode råd om bly i calabash-kalk
Fødevarestyrelsen fraråder, at man spiser calabash-kalk, da der er fundet store mængder bly i produktet. Især gravide og ammende skal holde sig fra calabash-kalk, fordi et højt blyindtag udgør en særlig stor risiko for, at hjernen hos fostre og små børn skades.
Fødevarestyrelsen har ikke kendskab til markedsføring af calabash-kalk i Danmark. I andre EU-lande kender myndighederne til privat import af produktet, som formodentlig stammer fra Vestafrika. Der er oplysninger om, at kvinder, typisk fra Nigeria og lande i Vestafrika, spiser calabash-kalk mod graviditetskvalme. Calabash-kalk kendes også under navne som calabash-kridt, calabar-sten, la craie, argile, nzu eller mabele.
Lovstof og regler
I EU er der fastsat grænseværdier for indholdet af bly i relevante basisfødevarer.
Ændret 27. januar 2022