Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Fødevareundersøgelser - fødevarer til spædbørn og særlige medicinske formål

Her kan du læse om prøveprojekter i fødevarekategorien fødevarer til spædbørn og fødevarer til særlige medicinske formål, som Fødevarestyrelsen har gennemført de seneste år.

Mikrobiologiske kriterier
Formål og baggrund
Der er fastsat mikrobiologiske kriterier for en række specifikke fødevarer. Se kriterierne i bilag I i Mikrobiologiforordningen. Fødevarestyrelsen skal i relevant omfang kontrollere, at fødevarevirksomhederne overholder fødevarelovgivningen, herunder disse kriterier.

Formålet med dette projekt er at kontrollere og verificere, at fødevarer produceret i engrosvirksomheder i Danmark overholder de gældende mikrobiologiske kriterier. 

Resultaterne af projektet opgøres på årsbasis.
 
Du kan læse mere om mikrobiologiske kriterier i mikrobiologivejledningen
 
Hvor og af hvad tages der prøver?
Prøver udtages stikprøvevis af tørrede modermælkserstatninger, tørrede fødevarer til spædbørn under 6 måneder med særlige medicinske formål, tørrede fødevarer med særlige medicinske formål og tørrede tilskudsblandinger i engrosvirksomheder.

Der er udtaget 5-30 prøver pr. parti afhæng af produkttypen og de gældende kriterier.

 
Hvad undersøges prøverne for?
Prøverne undersøges for kriterierne anført i Mikrobiologiforordningen (2073/2005).
 

Resultater
Du finder resultater fra prøveprojektet her.

Næringsstoffer og listeria
Formål og baggrund
Patienter, der ikke kan indtage, optage eller udskille almindelig mad og drikke, har brug for specielle produkter i stedet. Fødevarer til særlige medicinske formål er sammensat, så de kan dække disse patienters ernæringsbehov helt eller delvist. Produkterne er bestemt til at anvendes under lægeligt tilsyn, dels på hospitaler og dels af patienter privat.
Det er vigtigt, at produkterne indeholder de næringsstoffer i de mængder, der er deklareret på produkterne, og som er nødvendige for at opfylde patientens ernæringsmæssige behov.  Næringsstofindholdet (protein, fedt, jern, kalium og i visse produkter en række aminosyrer) skal derfor undersøges i forhold til produktets næringsdeklaration samt relevante minimums- og maksimumsbestemmelserne i bekendtgørelse nr. 792 af 23. juni 2016 om fødevarer til særlige medicinske formål. For modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til særlige medicinske formål skal minimums- og maksimumsbestemmelserne for protein og fedt i bekendtgørelse nr. 766 af 22. juni 2016 om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn som udgangspunkt også overholdes.
I mikrobiologiforordningen (EF) nr. 2073/2005 er der desuden fastsat mikrobiologiske kriterier for Listeria monocytogenes i denne type produkter, der skal sikre, at de ikke udgør en sundhedsrisiko. Myndighederne skal i relevant omfang kontrollere, at fødevarevirksomhederne overholder fødevarelovgivningen, herunder Mikrobiologiforordningen. Formålet med dette projekt er – i henhold til artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 2073/2005 af 15. november 2005 om mikrobiologiske kriterier for fødevarer – at kontrollere og verificere, at fødevarer, der er produceret i engrosvirksomheder, overholder de gældende fødevaresikkerhedskriterier for Listeria monocytogenes.
 
Hvor og af hvad tages der prøver?
Der er taget prøver i form af bl.a. følgende færdigpakkede produkter: sondeernæring, tilskudsdrikke, modermælkserstatninger samt tilskudsblandinger. Prøverne er udtaget hos producenter og importører af fødevarer til særlige medicinske formål.
 
Hvad undersøges prøverne for?
Prøverne er undersøgt for indholdet af fedt, protein, jern, kalium og visse aminosyrer i en række produkter. Det er ligeledes undersøgt, om indholdet i prøverne overholder den gældende lovgivning for minimum- og maksimumsindhold, og om det deklarerede indhold er i overensstemmelse med det målte. Derudover er prøverne undersøgt for, om de overholder de mikrobiologiske kriterier (grænseværdier) for af Listeria monocytogenes.
 
Ændret 15. november 2018