Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Rengøring før opstart af produktion i engrosvirksomheder - Kontrolkampagne 2021

 

Rengøring af især produktberørende flader i fødevarevirksomheder har en stor betydning for fødevaresikkerheden. Bakterier som Listeria monocytogenes og Salmonella kan etablere sig i produktionsmiljøet, hvis rengøring og desinfektion ikke er tilstrækkeligt effektivt. Det er også vigtigt at få fjernet allergener ved en grundig rengøring. Det ses som en integreret del af rengøringen.
Både bakterier og virus kan overføres fra produktionsmiljøet ved krydskontamination og udgøre en risiko for fødevaresikkerheden. Rengørings- og desinfektionsmidler kan i sig selv udgøre en risiko, hvis de ikke anvendes korrekt.

 

I de seneste år har vi i Danmark set flere udbrud, som er begrundet i en husinfektion med listeria eller med salmonella. I denne kontrolkampagne vil Fødevarestyrelsen kontrollere, hvordan virksomheden sikrer, at der er rent før produktionsstart.

Der kan også være risiko for at kontaminere fødevarer, hvis afskylningen af rengørings- og desinfektionsmidler ikke er tilstrækkelig. Så ender rester af rengørings- og desinfektionsmidler i fødevaren. Ofte er der en hvid pulveragtig overflade på rengjorte overflader, som måske er kalk, måske er rester efter rengørings- og desinfektionsmidler.

 

I kampagnen vil Fødevarestyrelsen kontrollere, hvordan virksomhederne sikrer, at rengøring og evt. desinfektion er i orden inden opstart af produktion:

  1. At kontrollere virksomhedens rengøringskontrol før opstart, hvor udstyr og lokaler formodes at være rengjort og om nødvendigt desinficeret.
  2. At kontrollere, om virksomheden sikrer, at der ikke er kondens på overliggende strukturer.
  3. At kontrollere, at virksomheden følger op på mangelfuld rengøring/desinfektion.
  4. At kontrollere virksomhedens evt. procedurer for desinfektion af overflader efter rengøring og sikring af, at rengørings- og desinfektionsmidler afskylles tilstrækkeligt og ikke efterlader kemi på de produktbærende overflader.
Grundlag - hvilke regler ser vi på?

I kampagnen ser vi på:

Håndtering af fødevarer:

  • Hygiejneforordningen (forordning (EF) nr. 852/2004)
  • Bekendtgørelse om straffebestemmelser for overtrædelse af visse forordninger om fødevarehygiejne (bekendtgørelse nr. 456 af 24. april 2019)

    Rengøring:
  • Hygiejneforordningen (forordning (EF) nr. 852/2004)
  • Hygiejneforordningen for animalske fødevarer (forordning (EF) nr. 853/2004)
  • Bekendtgørelse om straffebestemmelser for overtrædelse af visse forordninger om fødevarehygiejne (bekendtgørelse nr. 456 af 24. april 2019)

    Vedligeholdelse:
  • Hygiejneforordningen (forordning (EF) nr. 852/2004)
  • Hygiejneforordningen for animalske fødevarer (forordning (EF) nr. 853/2004)
  • Bekendtgørelse om straffebestemmelser for overtrædelse af visse forordninger om fødevarehygiejne (bekendtgørelse nr. 456 af 24. april 2019)

Produktionsvirksomheder i engrosleddet

Relevante virksomheder er:

  • Virksomheder, hvor der er risiko for, at Listeria monocytogenes kan etablere sig i produktionsmiljøet
    • Virksomheder, der håndterer råt kød med risiko for krydskontaminering med salmonella eller kød har en uacceptabel hygiejnisk kvalitet pga. manglende rengøring af produktionsudstyr
    • Virksomheder, der håndterer andre animalske fødevarer
    • Virksomheder, der håndterer vegetabilske fødevarer
  • Virksomheder der udelukkende foretager tørrengøring er ikke relevante.
  • Virksomheder med udelukkende CIP-rengøring er ikke relevante.

Bruttoliste over relevante virksomheder:

  • Fremstilling af animalske produkter – Fisk og muslinger (EB.10.20.20)
  • Fremstilling af animalske produkter – Kød (EB.10.10.13)
  • Fremstilling af animalske produkter – Æg (EB.20.89.00)
  • Fremstilling af vegetabilske produkter mv. evt. med indhold af forarbejdede animalske produkter (EB.10.30.99)
    • Brødfabrikker
    • Salatfabrikker og mayonnaise, remoulade, dressing, ketchup mv.

      Hvor i virksomheden: I produktionsområder, hvor virksomheden håndterer eller fremstiller fødevarer (ikke omklædningsrum eller CIP-rør).

      Hvornår: Ved rengørings afslutning før produktions opstart. Tilsynet kan aftales med virksomheden tidligst 48 timer før. Virksomheden anmodes om at stille en person fra rengøringskontrollen til rådighed, og om muligt en person fra rengøringen.

       

Kampagnen er en fortsættelse af den tilsvarende kampagne i perioden august til november 2020.

I 2021 vil kampagnen forløbe fra slutningen af januar til 30. april 2021.