Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Bageren skal have styr på kumarin i bagværk - Kontrolkampagne 2015

 

Hvad er baggrunden for, at Fødevarestyrelsen gennemfører kampagnen?

Fødevarestyrelsen gennemfører i foråret 2015 en kontrol- og vejledningskampagne, der skal se på om bagerne har styr på kumarin i bagværk, blandt andet i kanelsnegle.

Kanel indeholder kumarin, der er et naturligt aromastof, men samtidig et stof, der er skadeligt for leveren. Moderate mængder af kumarin i kanel anses ikke som sundhedsskadeligt, men det er sundhedsskadeligt for forbrugere at spise store mængder af kassiakanel som en del af deres faste hverdagskost.

Der skelnes primært mellem to typer kanel; kassiakanel og ægte kanel. Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel. Derfor bør kassiakanel indtages i begrænsede mængder. Kassiakanel er den mest almindelige kanel i Danmark og benyttes industrielt til fremstilling af bl.a. bagerivarer, desserter, morgenmadsprodukter og te.

Fødevarestyrelsen er sammen med erhvervet kommet frem til en model for kategorisering af bagværk i henhold til EUs grænseværdier for kumarin. Bl.a. kanelsnegle er nu defineret som traditionelt dansk bagværk med mulighed for et højere indhold af kumarin.

I samme forbindelse har brancheorganisationerne udarbejdet konkrete værktøjer til deres medlemmer til styring af kumarinindholdet i bagværk. Anvendelse af kanel skal indgå i virksomhedens risikoanalyse, og virksomhederne skal have en procedure, der sikrer korrekt styring af indholdet af kumarin i bagværk.

Formålet - Hvad går kampagnen​ ud på?

Formålet med kampagnen er at kontrollere detailbagernes:
- risikoanalyse vedr. anvendelse af kanel
- procedure for styring af kumarinindholdet i bagværk med kanel

Udbyttet - Hvad vil Fødevarestyrelsen opnå med kampagnen? 

Detailbagerne har i deres branchekoder fået redskaber i form af procedurer til at styre indholdet af kumarin i bagværk. Fødevarestyrelsen vil undersøge, om bagerne har implementeret og følger procedurerne. Fødevarestyrelsen vil også undersøge, om de bagere, som ikke har branchekoden, har beskrevet anvendelsen af kanel i deres risikoanalyse og implementeret en procedure til styring af kumarinindholdet.

Grundlaget - Hvilke regler ser Fødevarestyrelsen på? 

I kampagnen bliver der set på:
- Reglerne om kumarin i bagværk, jf. Aromaforordningen 1334/2008, bilag III del B.
- Reglerne om risikoanalyse, jf. Hygiejneforordning 852/2004, artikel 5

Målgruppen – hvem får besøg?

Kampagnen er målrettet detailbagere, herunder bagerafdelinger i supermarkeder.

Perioden - hvornår kommer vi på besøg?

 Kampagnen gennemføres marts-april.

Resultater

 Slutrapport

Læs mere

Læs mere om kumarin

Ændret 26. juli 2017