Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Øget kontrol med risikoprodukter

Fødevarer og foder, som udgør en særlig risiko eller formodes at udgøre en særlig risiko, skal underkastes øget kontrol.

​​​​​​​​​Den 31. juli 2009 vedtog EU-Kommissionen nye fælles EU-regler om øget kontrol med fødevarer og foder, som myndighederne ved udgør en særlig risiko eller forventes at kunne udgøre en særlig risiko for fødevaresikkerheden. Risikoen betyder ikke, at der skal laves et egentligt importforbud, eller at alle partier skal testes, men myndighederne skal foretage en grundigere kontrol, inden produkterne føres ind i EU. Resultaterne af kontrollen skal gøre det muligt at vurdere omfanget og sætte mere effektivt ind over for problemerne.

Reglerne har været gældende fra 25. januar 2010. Nedenfor redegøres nærmere for, hvad kontrollen indebærer. 
 
Produkter omfattet af den intensiverede offentlige kontrol
De produkter, som er omfattet af de nye regler, står i bilag I i forordningen. Produkterne er dels beskrevet, dels angivet ved de relevante KN-koder. I de fleste tilfælde vil restriktionerne for et produkt kun gælde for et bestemt land, som er angivet i listen.
 
Bemærk, at der jævnligt og minimum hvert halve år ændres i bilaget til forordningen. Listen opdateres jævnligt, når den særlige kontrol for nogle produkter ophører, og andre produkter tilføjes. Ændringer i listen bestemmes af EU-Kommissionen og EU-medlemslandene i fællesskab. Ændringerne findes under 'Lovstof' nedenfor.
 
Import af de omfattede produkter skal forhåndsanmeldes
Partier af produkter, som er på listen i bilag I, skal forhåndsanmeldes til et kontrolsted – et såkaldt DPE (Designated Point of Entry). Forhåndsanmeldelse sker ved, at importøren indsender et CED, udfyldt på del I med de krævede oplysninger til myndighederne, der fører kontrol ved DPE’et.
 
Det er importørens ansvar, at import af produkter bliver forhåndsanmeldt, hvis de er nævnt i forordningen. Hvis der er særlige krav til anden dokumentation fra oprindelseslandet, vil dette også fremgå af forordningen. Det er derfor vigtigt at holde sig ajour med forordningens liste.
 
Partierne skal forhåndsanmeldes til et DPE på den ”ydre grænse”, det vil sige det sted, hvor produkterne føres ind i EU. Det betyder, at produkter, som importeres til Danmark via et andet EU-land – f.eks. havnene i Rotterdam eller Hamburg – skal forhåndsanmeldes til myndighederne der.

Lister over de udpegede kontrolsteder i EU-landene fremgår af Kommissionens hjemmeside.
 
Vær opmærksom på, at der er særlige regler for forhåndsanmeldelse for varer, der føres ind eller opbevares i Københavns Frihavn, jf. Restriktionsbekendtgørelsen § 42.
 
Hvad indebærer den intensiverede offentlige kontrol?
Myndighederne skal foretage dokumentkontrol af det fælles importdokument – CED (jf. bilag II i forordningen) på alle partier af de produkter, der er anført i listen i bilag I i forordningen. Med mindre særlige bestemmelser er vedtaget for et produkt, er CED det eneste dokument, importøren skal forevise til dokumentkontrol.
 
I bilag I i forordningen er der for hvert produkt angivet frekvenser for, hvor ofte myndighederne desuden skal foretage identitets- og fysisk kontrol af partierne. I Danmark er det Fødevarekontrolenhederne, der foretager denne kontrol, når produkterne er bestemt til konsum.
 
Al kontrol skal ske på DPE.
Det vil sige, at alle dokumenter kontrolleres på det DPE, hvor importøren har forhåndsanmeldt partiet. Hvis partiet udtages til identitets- og fysisk kontrol (som omfatter prøveudtagning), skal dette også ske på DPE.

Forordningen indeholder dog en overgangsordning, som indebærer, at identitets- og fysisk kontrol kan ske på en virksomhed inde i landet i en periode, indtil DPE med de nødvendige faciliteter er etableret (læs mere nedenfor under Overgangsordning). Det er altså muligt i den første periode at forhåndsanmelde sit parti og få foretaget dokumentkontrol på et DPE på den ydre grænse og derefter – hvis partiet udtages til yderligere kontrol - føre partiet til egen virksomhed, hvor myndighederne kan foretage identitets- og fysisk kontrol.
 
Der er dog nogle forudsætninger, for at denne overgangsordning kan anvendes: Kontrollen skal ske inden for samme land, dvs. for danske virksomheder skal partiet forhåndsanmeldes og indføres via et dansk DPE. Desuden skal bestemmelsesvirksomheden, hvor kontrollen skal foregå, have en godkendelse som midlertidigt kontrolsted (se afsnit nedenfor).
 
Myndighederne ved DPE kontrolstedet afgør, hvilke partier der skal udtages prøver af.
Myndighederne ved DPE skal sørge for, at der bliver udtaget prøver som angivet i forordningen, og de bestemmer ud fra forhåndsanmeldelserne, hvilke partier der skal undersøges nærmere. I Danmark er det altså Fødevarekontrolenhederne, der bestemmer prøveudtagningen.

De importerede produkter kan anvendes/omsættes, når den relevante kontrol er afsluttet.
Produkterne må indfortoldes,​ når Fødevarekontrolenheden har foretaget den relevante kontrol. Det vil sige, at de partier, som alene skal til dokumentkontrol, kan indfortoldes umiddelbart efter, at dokumentkontrollen er afsluttet, og fødevareregionen har udfyldt del II af CED med angivelse i boks II.4, at partiet ikke er udtaget til fysisk kontrol. Det underskrevne og afstemplede CED forevises tolden.
 
Hvis et parti udtages til fysisk kontrol, skal det tilbageholdes, indtil der foreligger analyseresultater for de prøver, der er udtaget. Partiet kan ligge under beslag på DPE eller på bestemmelsesvirksomheden. Hvis du som importør vælger, at partiet skal ligge under beslag på bestemmelsesvirksomheden, skal virksomheden have status som toldoplag eller lignende, da der er tale om produkter, der ikke er indfortoldet. Myndighederne ved DPE skal give tilladelse til, at partiet må overføres. Tilladelsen anføres i CED.
 
Hvis prøveudtagningen er foretaget på DPE, kan partiet godt overføres til beslag i et andet EU-land. F.eks. kan et parti, som myndighederne ved et DPE i Hamburg har udtaget prøver af, godt lægges under beslag på en virksomhed i Danmark. Det er imidlertid op til myndighederne ved første indgangssted at træffe afgørelse, om anvendelse af denne ordning kan finde sted.
 
Økologi – forhåndsanmeldelse og frigivelse til fri omsætning
Listen i bilag I til forordning (EF) nr. 699/2009 gælder både økologiske og ikke-økologiske produkter, og økologiske produkter er derfor ikke undtaget fra forordningen. Økologiske produkter omfattet af listen i bilag I skal således forhåndsanmeldes ved CED på samme måde som ikke-økologiske produkter.
 
Derudover er der visse særlige importprocedurer for økologiske fødevarer importeret fra tredjelande. Økologiske produkter skal derfor også forhåndsanmeldes efter procedurerne beskrevet i Vejledning om import af økologiske fødevarer.
 
Overgangen til fri omsætning som økologiske fødevarer er desuden betinget af, at kontrolattesten for økologi (Certificate of Inspection) er afstemplet af toldmyndigheden.
 
Vær opmærksom på, at toldstederne i Danmark fra 1. september 2017 vil administrere økologi-importer i et nyt elektronisk system, TRACES NT. Læs mere på vores hjemmeside om TRACES NT.
 
Godkendelse af DPE
Virksomheder, som ønsker at etablere og drive et DPE, skal ansøge den lokale Fødevare-kontrolenhed. Et DPE er på samme måde som de veterinære grænsekontrolsteder et kontrolsted, hvor alle importører, som ønsker det, kan få kontrolleret de produkter, stedet er godkendt til. Kravene til godkendelse fremgår af forordningens artikel 4.
 
Overgangsordning
Som beskrevet ovenfor kan virksomheder i en overgangsperiode godkendes til midlertidige kontrolsteder, hvor identitets- og fysisk kontrol kan finde sted. Sådanne midlertidige kontrolsteder skal opfylde kravene i forordningens artikel 4, men skal ikke ligge på den ydre grænse og kan forbeholdes partier til pågældende virksomhed. De midlertidige kontrolsteders godkendelse kan trækkes tilbage, når der er etableret et DPE, hvor pågældende produkter kan kontrolleres. 
 
NB: Overgangsordningen er med Forordning (EU) nr. 718/2014 udsat i yderligere 5 år, dvs. indtil 14. august 2019, eller indtil ændringsprocessen i Kontrolforordningen finder anvendelse.
 
Virksomheder, som ønsker at blive godkendt som et midlertidigt kontrolsted, skal ansøge den lokale Fødevarekontrolenhed. Det er en forudsætning for godkendelse, at virksomhederne har status som toldoplag eller lignende. Henvendelse herom skal ske til SKAT. 

Læs mere
Lovstof og regler
(Denne version er ikke den konsoliderede udgave – find venligst den nyeste version af bilag I i nedenstående forordning):

Ændringer til bilag I, gældende fra 1. juli frem til 31. december 2017  (Forordning (EU) 2017/1142)
Denne forordning gælder fra og med 1. juli 2017, hvilket medfører, at bilaget til denne forordning erstatter bilag I i forordning (EF) Nr. 669/2009. Fra 1. januar 2018 finder nedenstående forordning anvendelse.
 
Denne forordning gælder fra og med 1. januar 2018, hvilket medfører, at bilaget til denne forordning erstatter bilag I i forordning (EF) nr. 669/2009.
 
Historisk:
Ændringer til bilag I, gældende fra 1. juli 2016 (Forordning (EU) 2016/1024)
Denne ændring indebærer også en ændring af forordningens artikel 2, hvilket medfører, at ændring af bilag I fremover vil ske mindst to gange årligt, fremfor mindst fire gange årligt som hidtil.
 
 
Ændringer til bilag I, gældende fra 12. februar 2016 (NB: Erstatter ikke forordning 2015/2383)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ændringer til bilag I, pr. 8. maj 2011 samt 1. juli 2011

Ændringer til bilag I, marts og 1. april 2011
 

 

 

Indførsel af vareprøver – fødevarerIndførsel af vareprøver – fødevarerhttps://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Indførsel,-vareprøver,-fødevarer.aspx02400aspx0htmlEmneside
Privat ind- og udførsel af fødevarerPrivat ind- og udførsel af fødevarerhttps://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Privat-indførsel,-fødevarer.aspx02561aspx0htmlEmneside
Veterinærkontrolbekendtgørelsen, fødevarerVeterinærkontrolbekendtgørelsen, fødevarerhttps://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Veterinærbekendtgørelsen.aspx02687aspx0htmlEmneside
Ikke-animalske fødevarer under restriktion eller intensiveret kontrolIkke-animalske fødevarer under restriktion eller intensiveret kontrolhttps://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Ikke-animalske-fødevarer-under-restriktion-eller-intensiveret-kontrol.aspx02373aspx0htmlEmneside
Udpegede importkontrolsteder for ikke-animalske fødevarerUdpegede importkontrolsteder for ikke-animalske fødevarerhttps://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Udpegede-indgangssteder---ikke-animalske-foedevarer.aspx02676aspx0htmlEmneside
Restriktionsbekendtgørelse, fødevarerRestriktionsbekendtgørelse, fødevarerhttps://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Restriktionsbekendtgørelse,-fødevarer.aspx02578aspx0htmlEmneside

 

 

Ændret 18. december 2017