Sådan foregår fødevarekontrollen

Her kan du læse, hvordan Fødevarestyrelsen generelt kontrollerer de fleste fødevarevirksomheder. Se også en film, der viser, hvordan en kontrol typisk foregår.

Fødevarestyrelsen kan kontrollere alle fødevarevirksomheder

Kontrollen kan ske på alle virksomheder, som arbejder med fødevarer – både i den mindste iskiosk, der kun har åbent om sommeren, hos slagteren og på fabrikken, der er i gang døgnet rundt. Virksomheder, der laver indpakning til fødevarer – f.eks. fryseposer og madpapir – bliver også kontrolleret af fødevarekontrolenheden. Fødevarekontrolenheden sørger for kontrollen hele vejen fra slagteriet, på fabrikken og lageret, i supermarkedet og hos slagteren. På samme måde kontrolleres, om der er styr på fisken i alle led, fra den er solgt på auktion, og til fiskehandleren langer den over disken. Fødevarekontrolenheden kontrollerer også, om importører af fødevarer har sikret, at varerne er i orden, inden de sælges på det danske marked. Det er importørens ansvar, at der ikke slæbes sygdomme og forureninger ind over grænsen med fødevarerne. 

Uanmeldt besøg

Når den tilsynsførende kommer på kontrolbesøg, sker det uanmeldt – det vil sige, at kontrollen kommer uden varsel. På den måde kan den tilsynsførende se, hvordan din virksomhed fungerer på en almindelig dag, og se, hvad du gør for at overholde reglerne.

Forløbet af kontrol af din virksomhed

Under kontrolbesøget sker følgende:

  • Kontrol af din egenkontrol.
  • Gennemgang af din virksomhed – lokaler, maskiner og varer.
  • Kontrol af dine papirer.

Fødevarestyrelsens tilsynsførende er underlagt faste rammer for, hvad de må og kan gøre i forbindelse med kontrolbesøg. Hver gang der er kontrol i en fødevarevirksomhed, skal den tilsynsførende legitimere sig.

Den tilsynsførende må se alt 

Den tilsynsførende må se hele din virksomhed og alle dine papirer – samt tage prøver fra varer og lokaler i din virksomhed, hvis det er nødvendigt. Nogle ting bliver kontrolleret, hver gang den tilsynsførende er i virksomheden, andre bliver tjekket med mellemrum. Hvis der blev fundet problemer ved det forrige kontrolbesøg, bliver det kontrolleret, at forholdet er bragt i orden.

  • Adgang til alle lokaler. Den tilsynsførende har ret til at se alle lokaler. De ansatte må ikke forhindre kontrollen i at komme ind nogen steder.
     
  • Alle papirer skal vises frem. Den tilsynsførende har ret til at se alle papirer og elektronisk data, der er relevant for virksomhedens arbejde med fødevarer. Virksomheder skal gemme deres papirer og data i flere år, så det er muligt at kontrollere tilbage i tiden.

  • Prøver til laboratorieundersøgelse. Hvis der er brug for at få fødevarer eller prøver fra dyr undersøgt på et laboratorium, kan den tilsynsførende uden beregning tage de nødvendige prøver med til yderligere analyse. Virksomheden får en kvittering for prøverne.
    Læs mere om, hvorfor Fødevarestyrelsen udtager prøver, og hvad prøveresultaterne kan bruges til

  • Fødevarestyrelsen må fotografere og kræve kopier af papirerne. Den tilsynsførende har ret til at fotografere eller optage video under kontrollen. Den tilsynsførende må også kræve udlevering af kopier af virksomhedens papirer, uden at virksomheden kan kræve betaling for det.

  • Varer kan beslaglægges. Hvis Fødevarestyrelsen under kontrollen finder fødevarer, der umiddelbart ikke overholder kravene i fødevarelovgivningen, må virksomheden ikke sælge dem. Den tilsynsførende kan beslaglægge varerne, indtil undersøgelse af varerne er færdig, eller virksomheden fremlægger dokumentation for lovligheden. På den måde sikres det, at varerne ikke sælges i mellemtiden. Når der bliver beslaglagt fødevarer hos en virksomhed, bliver varerne som regel ikke fjernet fra virksomheden. Den tilsynsførende sørger for, at det er tydeligt hvilke varer, der er tale om – eventuelt ved at afspærre dem med tape eller indpakning. Virksomheden får en frist til at dokumentere lovligheden. Hvis virksomheden ikke kan dokumentere lovligheden af fødevarerne, vil virksomheden som udgangspunkt blive meddelt et påbud om destruktion.
     
  • Tavshedspligt. Den tilsynsførende har tavshedspligt om fortrolige oplysninger. Den tilsynsførende må ikke have udenforstående personer – f.eks. pressen – med på kontrol, uden at have fået lov af virksomheden eller en repræsentant for denne.

  • Samarbejde med andre myndigheder. Fødevarestyrelsen har i mange sager et tæt samarbejde med andre myndigheder – f.eks. Skat og politiet.

Når kontrollen er slut, får du en kontrolrapport tilsendt digitalt samt udleveret et smileymærke. Den tilsynsførende gennemgår kontrolrapporten sammen med dig. Kontrolrapporten beskriver, hvad der er kontrolleret, og hvad den tilsynsførende har fundet. Rapporten kan f.eks. sige, at rengøringen på lageret er kontrolleret og fundet i orden. Hvis der er fundet overtrædelser, kan der være en sanktion på kontrolrapporten – dvs. en indskærpelse, et påbud, forbud, et administrativt bødeforelæg eller en politianmeldelse.

Læs mere om sanktioner

Smileymærket skal være synlig for forbrugeren i butikker

Smileymærket er en forenkling af, hvordan kontrolresultatet offentliggøres. Det viser resultaterne for de seneste tre kontroller. Hvis din virksomhed sælger direkte til forbrugerne, skal du umiddelbart efter kontrollens afslutning hænge det nye smileymærke op i din virksomheds indgangspartier. Smileymærket skal være synligt og læsbart for forbrugerne.

Alle kontrolrapporter bliver vist på Find Smiley.

Gå til findsmiley.dk

Du bliver vejledt om reglernes indhold, fortolkning og baggrund, så du forstår reglerne og er motiveret for at følge dem. Derfor består en væsentlig og ofte meget effektiv del af kontrollen i vejledning. 

Læs mere om vejledning i forbindelse med kontrol

Virksomheder med mere end 12 kontrolbesøg om året får ikke kontrolrapporten på Find Smiley. I stedet bliver hver måneds kontrolrapporter skrevet sammen til et såkaldt kontrolresumé, som vi lægger på findsmiley.dk. Dette gælder f.eks. slagterier, som eksporterer deres kød til lande uden for EU.

Derfor skriver vi et kontrolresumé

Kontrolresuméet er indført, fordi disse virksomheder har kontrol alle dage, hvor der sker produktion. Kunderne får mulighed for at få et indtryk af virksomheden over tid, når vi skriver de daglige kontrolrapporter sammen i et kontrolresumé for hver måned.

Det er altid virksomhedens ansvar, at reglerne bliver overholdt, men den tilsynsførende kan vejlede dig om reglerne.

Som virksomhed har du en række rettigheder i forhold til kontrollen. Du skal bl.a. have at vide, hvad den tilsynsførende finder, og vi skal spørge dig om din mening.

Læs mere om vejledning i forbindelse med kontrol

Læs mere om fødevare​virksomheders rettigheder

Film om kontrol

Filmen viser, hvordan det første kontrolbesøg typisk foregår. Det afspejler samtidig, hvordan Fødevarestyrelsen generelt kontrollerer de fleste fødevarevirksomheder.

Kontrolbesøg i Frozen yoghurt-butik

Kontrolbesøg i café

Kontrolbesøg i restaurant

Hvem får kontrol

Fødevarestyrelsen kontrollerer registrerede og godkendte virksomheder.

Se virksomhedslisten

Prøveresultater

Fødevarestyrelsen offentliggør løbende resultater af prøver taget i forbindelse med kontrollen.

Gå til prøveresultaterne