Fødevarestyrelsen har siden 1. januar 2020 benyttet en totaltidstakst, som gælder følgende gebyrordninger:
Grænsekontrol, der vedrører kontrol af import eller eksport via enten en grænsekontrol, et toldoplag, en frizone eller ved skibsproviant.
Certifikater og plomberinger, der gælder for særlige undersøgelser eller kontrol i forbindelse med udstedelse af sundhedscertifikater og zoosanitære erklæringer, som skal bruges til eksport af fødevarer til tredjelande.
Gebyrsatsen er en totaltidstakst på 756 kr., som vi opkræver for hvert påbegyndt kvarter, der bliver brugt på den enkelte kontrol pr. sending. Vi bruger tid på forberedelse, selve kontrollen og efterbehandling af en sending.
Få svar på flere spørgsmål
I fold ud-menuen kan du finde svar på flere spørgsmål om gebyrer i forbindelse med import og eksport.
Hvad er formålet med gebyrtaksten?
Virksomhederne skal betale for det arbejde og de opgaver, som Fødevarestyrelsen udfører i forbindelse med kontroller, der vedrører den enkelte virksomhed.
Gebyrtaksten dækker følgende udgifter hos Fødevarestyrelsen:
Forberedelse af kontrollen fx tidsbestilling og evt. afklaring af spørgsmål i forbindelse med kontrollen
Selve kontrollen, fx dokumentkontrol og udarbejdelse af sundhedscertifikat
Efterbehandling af kontrollen, som fx underskrift og udlevering/fremsendelse af CHED eller sundhedscertifikat
Laboratorieomkostninger, fx prøveudtagning og laboratorieanalyser
Generelle omkostninger (it-systemer, transport m.v.).
Hvad betyder gebyrtaksten for virksomheder?
Virksomheder kan både komme til at betale mindre eller mere, end de gjorde, før totaltidstaksten blev taget i brug.
Totalt set kommer virksomheder til at betale det samme for Fødevarestyrelsens kontroller, og omvendt bliver Fødevarestyrelsens samlede gebyrindtægter uændrede efter indførelsen af totaltidstakst.
Det nye er, at Fødevarestyrelsen opkræver gebyrbetaling på baggrund af al den tid, som bliver brugt i forbindelse med forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af de enkelte kontroller.
Kan virksomheden begrænse gebyropkrævningen?
Ja. Virksomheder kan selv reducere Fødevarestyrelsens tidsforbrug ved at forberede grænsekontrollen og certifikater bedst muligt og effektivisere sine egne procedurer.
Hvordan minimerer man tidsforbruget ved grænsekontrollen?
Der er en række ting, du selv kan gøre for at mindske tidsforbruget ved grænsekontrollen.
Forhåndsanmeldelse og evt. tidsbestilling
Vær altid i så god tid som muligt og til tiden, jf. de gældende regler for forskellige produktkategorier.
Husk IUU hvis det er relevant.
Skriv de relevante og korrekte oplysninger i mailen; fx produktkategori, dato og tidspunkt for ankomst, ønsket tid til kontrol, AWB- eller BLL-nummer, flynummer eller container-nummer, evt. antal cll og mængde i kg.
Brug det korrekte grænsekontrolsted. Husk
grænsekontrolstedernes åbningstider.
Send gerne de relevante dokumenter, herunder CHED, kopi af sundhedscertifikat, fragtdokumenter, handelsdokumenter m.v. sammen med forhåndsanmeldelsen.
Sundhedscertifikat og CHED
Kontrollen kan først begynde, når sendingen er forhåndsanmeldt korrekt, og grænsekontrollen har modtaget de originale dokumenter.
Du kan selv gå sundhedscertifikatet m.v. igennem, før sendingen og sundhedscertifikatet afsendes fra tredjelandet. Hvis der findes fejl og mangler i forhold til gældende lovgivning, kan du bede udsteder om et nyt certifikat. Dette skal dog gøres, inden sendingen og sundhedscertifikatet forlader tredjelandet.
Ved flyfragt
Giv grænsekontrollen besked, når forsendelsen er landet. Send evt. Notice Of Arrival (NOA).
Andre ting du selv kan gøre
Medbring de originale dokumenter til grænsekontrollen. Fjern irrelevante dokumenter og samtlige hæfteklammer.
Har du spørgsmål i forbindelse med grænsekontrollen, så sørg for at være konkret og svar så kort og præcist som muligt på eventuelle spørgsmål fra Fødevarestyrelsens medarbejdere.
Hvis du har kendskab til eventuelle udfordringer i forbindelse med forsendelsen, så giv grænsekontrollen besked om det, så snart det er muligt.
Hvis der er problemer med dokumenter eller forsendelse, vil grænsekontrollen kontakte dig.
Hvordan minimerer man tidsforbruget for certifikater og plomberinger?
Der er en række ting, du selv kan gøre for at mindske tidsforbruget ved kontrol af certifikater og plomberinger.
Find den relevante information hos Fødevarestyrelsen
Send alle relevante dokumenter til Fødevarestyrelsen med certifikatet, så dokumentkontrollen bliver så effektiv som muligt.
Gå til
Vejledning om certifikater på Fødevarestyrelsens hjemmeside
Gå til
Certifikatdatabasen.
Abonner på Fødevarestyrelsens nyheder om eksport og certifikater
Effektiviser din egenkontrol og kvalitetssikring
Etabler effektive skriftlige procedurer til eksportegenkontrol, der registrerer og lærer af certifikatfejl samt sikrer, at der til enhver tid er baggrund (indenrigserklæringer eller EU intertrade dokument eller lignende) for særkrav stillet i certifikater.
Etabler et kvalitetssikringssystem, der opdager fejl i certifikater, inden de sendes til Fødevarestyrelsen.
Få certifikater kvalitetssikret ved kunden i 3. landet.
Andre ting du selv kan gøre
Brug brancheforeninger til vejledning om certifikater.
Certifikater er en specialopgave, og det er en fordel at uddanne personale, der tager sig af opgaven, evt. også i perioder med ferie og personaleudskiftning.
Hvilken gebyrtakst er aftalt med brancheorganisationerne?
Den nye totaltidstakst er i overensstemmelse med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris betalingsprincipper og blev godkendt af den daværende minister i 2017.
Da betalingsprincipperne blev udarbejdet, blev der afholdt interviews med brancheorganisationerne, som tilsluttede sig princippet om en totaltidstakst og grundlaget for beregningen af taksten.