Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Sådan vurderer du, om maden kan spises efter ”Bedst før”

Mad mærket med ”Sidste anvendelsesdato” skal altid smides ud efter denne dato. Mad mærket med ”Bedst før” kan derimod godt spises efter denne dato. Her skal du bruge dine sanser til at afgøre det.

​Hvis maden er mærket med "B​​​edst før", kan du se, smage og​ lugte til den for at bedømme, om den stadig kan spises.

​Se på maden​

  • ​Mug – selvom der kun er en lille mugplet på f.eks. en peberfrugt, kan der godt være spredt skimmelsvampe langt ind i peberfrugten. Derfor er det ikke nok blot at skære det mugne område væk.
  • Råd – er der gået råd i f.eks. din peberfrugt kan du godt skære det væk og spise resten.

Misfarvede, slimede eller harske fødevarer​ – bliver du som udgangspunkt ikke syg af.


Lugt til maden

Hvis maden er blevet for gammel, kan de​​n få en ube​hageligt sur eller harsk lugt.
Lugter fødevaren uappetitlig, bør du ikke spise den.​

Smag på maden

Hvis maden lugter og ser fin ud, kan du smage på en lille smule af den. Smager den fint, er der ikke noget​ i vejen med den.

Smager maden derimod dårligt, skal du smide den ud. Husk at du ikke bliver syg af at have smagt på maden. Du bliver nemlig ikke umiddelbart syg af at indtage de bakterier, der fordærver din mad.



Ændret 15. december 2022