Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Baby- og børnemad med mindre kemi

Spæd- og småbørn er særligt påvirkelige over for uønsket kemi i maden. Læs her, hvilke forbehold du derfor bør tage.

​ROSINER: spar på rosiner til børn

Børn må gerne spise rosiner, men i begrænsede mængder. Rosiner kan have et højt indhold af svampegiften ochratoksin A.

Hvis et barn på 10 kg spiser 20 gram rosiner om dagen med et typisk indhold af ochratoksin A på 2,5 mikrogram pr. kg, vil knap 1/3 af det tolerable daglige indtag blive fyldt op udelukkende fra rosinerne. Det giver ikke så meget plads til indtag af ochratoksin A fra kornprodukter.

• Børn bør derfor kun spise rosiner i mindre portioner.
• Små børn under 3 år bør ikke spise mere end ca. 50 gram rosiner om ugen, mens større børn kan spise flere rosiner.

 

Generelt om svampegiftstoffer i tørret frugt

I tørret frugt, fx rosiner og figner, kan der dannes svampegifte som aflatoksiner. Hold derfor lidt igen med tørret frugt, og variér mellem forskellige typer. Det er det samlede indtag over længere tid man bør skrue ned for (mange uger/måneder), og derfor ikke specielt problematisk hvis lillesøster får rosiner fx 3 dage i træk.


SPÆDBØRN: begræns nitratholdige grøntsager

Alle grøntsager indeholder nitrat naturligt, men der findes særligt høje mængder i rødbede, spinat, fennikel, selleri, salat, rabarber og rucolasalat.

Nitrat har lav akut giftighed, men kan i fødevaren eller i mave-tarmkanalen reduceres til nitrit, som har en langt højere giftighed. For babyer og småbørn kan for meget nitrat derfor i sjældne tilfælde føre til, at nitrit binder sig til blodets hæmoglobin i en sådan grad, at iltoptagelsen hæmmes (methæmoglobinæmi).

Der gælder forskellige anbefalinger for indtaget af nitratholdige grøntsager afhængigt af spædbarnets alder, men som tommelfingerregel bør man altid huske at variere grøntsagerne og udelade det "grønne drys" fra krydderurter og bladgrøntsager:

• Børn fra 4-6 måneder kan fx spise kartofler og andre grøntsager med et lavt nitratindhold, dvs. undgå rødbede, spinat, fennikel, selleri og rucolasalat .
• Børn fra 6-12 måneder kan fx spise kartofler og alle slags grøntsager, men nitratrige grøntsager bør kun udgøre en tiendedel af mosen/retten eller kun serveres en gang i mellem, fx hver 14. dag.

RISPRODUKTER: vær opmærksom på uorganisk arsen
Ris kan have et højt naturligt indhold af det kræftfremkaldende stof uorganisk arsen. Indhold af arsen i ris kommer fra vandingsvandet på rismarken og svinger fra egn til egn. Man kan derfor ikke udpege ris fra bestemte lande som mere eller mindre arsenholdige. Arsen indholdet er derfor uafhængigt af, om risene er økologiske eller konventionelle. Brune, røde og sorte ris og produk​ter baseret på fuldkornsris indeholder næsten dobbelt så meget uorganisk arsen som hvide ris.

Særligt i forhold til børn skal du være påpasselig med indtaget af ris, da de hurtigt kan nå et relativt stort indtag i forhold til deres kropsvægt. Husk derfor:

• Giv børn forskellige grødtyper – varier grøden og giv ikke risbaseret grød som fx rismelsgrød eller risengrød til din baby eller dit barn hver dag.
• Giv ikke børn risdrik – tilbyd i stedet dit barn almindelig mælk med mindre det har allergi eller laktoseintolerance. 
• Giv ikke børn riskiks – riskiks er ikke et produkt, vi absolut har brug for i vores kost, da det ikke er en basisfødevare og heller ikke er et sundt og nærende mellemmåltid. Tilbyd i stedet dit barn andre mellemmåltider som fx frisk frugt.


Boghvede og hirse
Tropanalkaloider kan findes som naturlige toksiner i boghvede og hirse. Det er derfor en anden god grund til at variere den grød, man laver til børn i forhold til at bruge forskellige kornsorter.

TUN OG ANDRE STORE VILDE FISK: vær opmærksom på kviksølv

Tun og andre store vilde fisk kan have et højt indhold af kviksølv. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at gravide, ammende, kvinder, der forsøger at blive gravide, og børn i alderen 3-14 år:

• spiser forskellige fisk fx rødspætte, rødtunge, skrubbe, torsk, kuller, kulmule, sej, fiskerogn, sild, makrel og opdrættet fisk, fx laks.
• ikke spiser udskæringer af de store vilde fisk som tun, gedde, helleflynder, sværdfisk, aborre, sandart, oliefisk (escolar), rokke og haj.
• højst spiser 1 dåse almindelig tun om ugen.
• ikke spiser dåser med hvid eller albacore tun.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn under 3 år slet ikke spiser de store fisk som tun, haj og gedde, heller ikke tun på dåse. Det skyldes dels, at barnets hjerne udvikles meget i disse år og derfor er meget følsom, og dels at selv et lille indtag af dåsetun vil kunne give et stort indtag af kviksølv set i forhold til børnenes lave kropsvægt.

Fisk er dog generelt sundt, blandt andet fordi fisk indeholder omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige byggesten for udviklingen af vores hjerner. Det er derfor vigtigt at spise fisk – også for børn, gravide og ammende.

ABRIKOSER: vælg de brune økologiske til børn

Sulfitter er konserveringsstoffer (E 221-228), der anvendes pga. deres konserverende effekt, og fordi de er med til at bevare frugtens lyse farve, fx i tørrede abrikoser.

Ved blot at spise 2 tørrede abrikoser kan et barn på 30 kg komme til at overskride det acceptable daglige indtag (ADI) for sulfitter.

Hvis du vil undgå sulfitter i tørret frugt, skal du vælge økologisk. Økologiske tørrede abrikoser er ikke tilsat sulfitter og har derfor en mørkere farve.


Hjælper det hvis man koger tørret frugt til mos eller bager det ind i kager eller brød?

Selvom datagrundlaget er lille, så tyder alt på at sulfitindholdet i tørret frugt kan reduceres ganske betydeligt ved varmebehandling som kogning og bagning, særligt ved bagning. Hvis man derfor koger fx svedsker og abrikoser, fjernes sulfitter bedst hvis man kasserer kogevandet.


BITTERMANDLER OG ABRIKOSKERNER: kan være farlige for børn

Bittermandler og abrikoskerner indgår i nogle opskrifter på kager og konfekt. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man anvender bittermandler og abrikoskerner i meget begrænsede mængder, da kernerne fra abrikoser og bittermandler indeholder et stof, der ved indtagelse kan danne blåsyre (cyanid), der er giftigt for mennesker.

Særligt hos børn kan der opstå alvorlig forgiftning efter indtagelse af bare 2-5 abrikoskerner. Det kræver kontakt til læge, hvis børn har spist mere end 2 abrikoskerner. 


KANEL: undgå større mængder til børn eller køb ægte kanel

Kanel indeholder kumarin, der er et naturligt aromastof, men samtidig et giftstof der er skadeligt for leveren.

Der findes to typer kanel, nemlig kassiakanel (den mest almindelige kanel i Danmark) og ægte kanel også kaldet Ceylon kanel. Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel.

Et stort forbrug af kanel kan fx forekomme ved et stort dagligt indtag af kanelholdig te, kosttilskud eller grød med kanelsukker. Specielt udsatte er de helt små børn (1-2 årige), som regelmæssigt får grød med kanelsukker til morgenmad eller mellemmåltid. Børn spiser mere pr. kilo legemsvægt end voksne og er derfor særligt udsatte, hvis de spiser mange produkter med kanel. 

Et 2-årigt barn kan fx tåle 0,3 g kassiakanel dagligt på sin grød før det tolerable daglige indtag (TDI) for kumarin overstiges.


FARVESTOFFER: særlig mærkning

Visse farvestoffer i sodavand og slik er mistænkt for at gøre børn urolige, hyperaktive og ukoncentrerede. Det drejer sig om farvestofferne Sunset Yellow (E 110), Quinolin gult (E 104), Carmoisin (E 122), Allura red (E 129), Tartrazin (E 102) og Ponceau 4R (E 124).

Fødevarer, der indeholder et eller flere af de nævnte farvestoffer, skal derfor mærkes med teksten ”Kan have en negativ indvirkning på børns aktivitet og koncentrationsevne” umiddelbart efter stoffets navn eller E-nummer i ingredienslisten.

Ifølge de seneste udtalelser fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) er der dog intet, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem de pågældende farvestoffer og adfærdsmæssige virkninger som urolighed, hyperaktivitet og manglende koncentration. Et flertal i Europa-Parlamentet har dog alligevel valgt at fastholde det særlige mærkningskrav for disse farvestoffer.

LAKRIDS: begræns især stærk lakrids til børn

Lakrids indeholder aromastoffet ammoniumklorid også kendt som salmiak. Ammoniumklorid i store mængder kan virke afkalkende på knoglerne, og børns indtag bør derfor begrænses. Der er ikke nogen akut risiko, hvis børn spiser et par salmiak- eller saltlakridser, men Fødevarestyrelsen fraråder dog, at børn regelmæssigt spiser salmiak- og saltlakrids.

BISPHENOL A: i plast og dåser

Bisphenol A (BPA) er et hormonforstyrrende stof. Derfor bør særligt børn og gravide af forsigtighedshensyn vælge indpakning, der ikke indeholder bisphenol A, hvor det er muligt.

Bisphenol A findes bl.a. i plast af typen polycarbonat (fx beholdere til vandkøling), i lakken på indersiden af konservesdåser, metallåg og kapsler (fx til glasemballage).

EU har forbudt brug af bisphenol A (BPA) i polycarbonatplast til sutteflasker, drikkekopper og –flasker  bestemt til børn under 3 år. Desuden må der ikke kunne afgives BPA fra lak og overfladebehandling til fødevarekontaktmaterialer, der bruges til mad, der er specielt beregnet til spædbørn og småbørn. Det er fx modermælkserstatning og babymad på glas og i dåser. ​
 

RODFRUGTER TIL BØRN: skræl dem og kasser de mugne

Furokumariner er naturligt forekommende kemiske stoffer, der kan findes i skærmplanter som fx pastinak, selleri og persille og i citrusfrugter som fx grapefrugt, lime og citron.

I pastinak og selleri er indholdet af furokumariner højest i skrællen, men indholdet stiger betydeligt i hele rodfrugten, hvis den skades mekanisk eller angribes af svampe. I citrusfrugter er indholdet af furokumariner højest i skællen. 

Hvis dit barn har et særligt højt indtag af furokumarinholdige planter, anbefales det derfor at skrælle rodfrugter som selleri og pastinak og kassere dem, der er angrebet af svamp eller mekanisk skade.

THE OG URTETHE: er ikke for børn under tre år

The planter kan nemlig blive forurenet ved bare at være i umiddelbar nærhed af ukrudtsplanter i marken, der naturligt producerer plantegiften PA (pyrrolizidin-alkaloider). PA kan påvirke leveren.

Ifølge det tyske risikovurderingsinstitut Federal Institute for Risk Assessment er det særligt rooibos the, sort the og grøn the, som kan være forurenet med PA og som forbrugere dermed hovedsageligt får plantegiften fra. Også kamillethe, fennikelthe og pebermyntethe har vist sig at være forurenet med PA ifølge undersøgelser fra bl.a. Tyskland, Schweiz og Belgien. Fødevarestyrelsens første analyser af the viser at 61 % havde et indhold af PA, samt at alle Rooibos- og kamilletheer havde indhold af PA. Især Rooibos the viste højt indhold. Det frarådes derfor også at lade små børn under tre år drikke the/urtethe til daglig. 

Planter, der selv producerer PA i større mængder, og som du derfor slet ikke skal bruge som the til både børn og voksne, er f.eks. følfod (Tussilago farfara), planter fra kulsukkerslægten (Symphytum), planter fra brandbægerslægten (Senecio) eller arter af hestehov (Petasites).

WHO anbefaler, at man ikke giver små børn under 2 år nogen former for the hverken sort the, grøn the eller urtethe eller kaffe, da the og kaffe reducerer optaget af jern. Fra to-års alderen bør børn stadig ikke have the i forbindelse med måltider.


FÆRDIGLAVET BABYMAD PÅ GLAS OG TUBE: vær opmærksom på furan

Furan er et kemisk (smags) stof, som fordamper let og som mest dannes naturligt i varm mad, kaffe og kornbaserede madvarer. Der er især fundet indhold af furan i kaffe samt i færdigretter med kød og grøntsager i glas, på dåse eller på tube. Furan findes kun i lavere mængder i færdiglavet grød og frugtmos.

Småbørn kan være særligt udsat fordi de spiser meget i forhold til deres kropsvægt. Andre befolkningsgrupper bliver hovedsageligt udsat for furan fra kaffe og kornbaseret mad.

Du kan trygt købe færdiglavet mad som fx lasagne, musaka og spaghetti til din baby. Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at indtaget af furan begrænses ved at tage denne type færdiglavet babymad ud af glasset eller tuben, og varme det let op til ca. 40 grader. Opvarmning anbefales også, hvis du fx selv har lavet lignende mad til baby på frost i lukket emballage.

Når man spiser som en gennemsnitlig forbruger, er der ikke grund til bekymring.


TALLERKEN OG DRIKKEKOP TIL BABY: Opvarm ikke mad og drikke i melamin

Opvarm ikke fødevarer i melaminplast og anvend ikke melaminplast i mikrobølgeovnen. Plasten kan nemlig gå i stykker eller afgive uønskede kemiske stoffer hvis den opvarmes eller udsættes for meget varme fødevarer. Du kan godt røre i en varm gryderet med en melamin grydeske, men lad de​n ikke koge med i retten. Melaminplast kan afgive mere formaldehyd, når det er godt brugt og slidt, end når det er nyt. Derfor er det også fornuftigt at kassere melamin, når det er gammelt og slidt.

Det har været populært at sælge tallerkner og andet køkkengrej, som består af melaminplast tilsat bambus. Men det er nu slået helt fast på EU-plan, at produkter af bambus-melamin ikke overholder reglerne, fordi bambus ikke er tilladt som fyldstof til plast. Fødevarestyrelsen har ikke grund til at tro, at de produkter, der har været på det danske marked, udgør en sundhedsrisiko. Men test fra andre lande har vist, at der er en øget risiko for afsmitning af sundhedsskadelige stoffer fra produkterne. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, for en sikkerheds skyld, at du ikke bruger produkterne af bambus-melamin til fødevare.   


GINSENG: BØRN, GRAVIDE OG AMMENDE KVINDER BØR HELT UNDGÅ INDTAG AF GINSENG

Børn, gravide og ammende kvinder bør helt undgå indtag af ginsengrod, fordi sikkerheden ikke er kendt for disse befolkningsgrupper.

Desuden frarådes indtag af roden til personer med kroniske lidelser som fx diabetes. Det frarådes også til personer i behandling med forskellige lægemidler mod hjerte-kar-sygdomme (fx blodfortyndende lægemidler eller digoxin) pga. mulige vekselvirkninger med den indtagne medicin.

 

Hvad indeholder ginsengrod?

Ginsengrod indeholder ginsenosider, som er stoffer, der kan have forskellige bivirkninger. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor generelt, at man begrænser indtaget af ginseng via fødevarer og kosttilskud.

 

Risikovurderinger af ginsengrod

Fødevarestyrelsen har på baggrund af risikovurderinger foretaget af DTU Fødevareinstituttet konkluderet, at roden af Panax ginseng C.A. Meyer kan anvendes som følger:

• Kosttilskud med op til 3,0 g ginsengrod pr. daglig dosis.

Alle øvrige anvendelser af ginsengrod vil forudsætte, at virksomheden kan dokumentere, at produktet er sikkert at indtage.

Vær også opmærksom på, om den art ginseng, der ønskes anvendt, betragtes som novel food. Bemærk, at et ekstrakt i nogle tilfælde godt kan være novel food, selvom selve arten af ginseng ikke er det.


ENERGIDRIKKE: er ikke for børn

Børn, som drikker energidrikke, er i stor risiko for at få for meget koffein. Koffein i større mængder kan bl.a. betyde, at børnene bliver urolige, irritable og får svært ved at koncentrere sig. Endnu et minus er, at energidrikkene er vanedannende for børn og unge.

Derfor fraråder Fødevarestyrelsen, at børn drikker energidrikke. Unge tåler højst en lille dåse energidrik om dagen (25 cl), men kun hvis de ikke får koffein fra cola, kaffe eller te. På grund af sukkerindholdet anbefaler Fødevarestyrelsen dog, at unge max drikker 0,5 liter energidrik eller andre sukkerdrikke om ugen.​


Læs mere

Læs mere på altomkost.dk om spæd- og småbørn.
Læs mere i Alt om kosts pjece "Mad til små – fra mælk til familiens mad".
Læs Sundhedsstyrelsens pjece om børnesikkerhed.
Læs Sundhedsstyrelsens håndbog "Ernæring til spædbørn og småbørn" - blandt andet med rådet om at undgå rå gulerødder på grund af risiko for kvælning og rådet om ikke at give spædbørn komælk, men modermælk eller modermælkserstatning i hele det første leveår.


Loading...
Ændret 21. september 2021