Hvad er et kosttilskud?

Kosttilskud er et tilskud til kosten. De fleste af os kender kosttilskud som vitamin- og mineralprodukter ("multivitaminer" eller "d-dråber"). Kosttilskud kan også være andre typer af produkter, der indeholder en bred vifte af mere eller mindre kendte stoffer eller fødevareingredienser. Det kan være:

  • Forskellige planter eller urter (f.eks. hvidløg eller ginkgo biloba),
  • Oprensede stoffer (f.eks. koffein, omega-3 fedtsyrer eller aminosyrer) eller
  • Andre ingredienser eller stoffer, der er udvundet af planter eller dyr.

Kosttilskud skal altid markedsføres i mindre afmålte mængder og på dosisform, f.eks. i form af tabletter, kapsler, væsker eller pulverbreve. 

Et kosttilskud skal påvirke kroppen

Et kosttilskud, der ikke har nogen virkning, må ikke sælges som kosttilskud. Kosttilskud skal derfor indeholde vitaminer og/eller mineraler og/eller andre stoffer eller ingredienser i en mængde, der er tilstrækkelig til at påvirke kroppen ernæringsmæssigt og/eller fysiologisk.  

Kosttilskud kan ikke helbrede

Kosttilskud kan bruges som et supplement til kosten. Da kosttilskud skal markedsføres på dosisform, kan det være svært at skelne mellem kosttilskud, lægemidler og naturlægemidler. Kosttilskud er dog ikke lægemidler, og de er derfor ikke beregnet til hverken at helbrede, behandle eller forebygge sygdom.

Kosttilskud er fødevarer, som hører under fødevarelovgivningen. Lægemidler, herunder også naturlægemidler, hører under lægemiddellovgivningen. 
Kosttilskud må derfor heller ikke indeholde lægemiddelstoffer, euforiserende stoffer eller stoffer, der er omfattet af dopingloven.

Produkter, kan kategoriseres som lægemidler; når:

  • de markedsføres som egnede til at behandle eller forebygge sygdomme og sygdomssymptomer eller
  • indeholder lægemiddelstoffer. 

Lægemidler må ikke sælges som kosttilskud.

Lægemiddelstyrelsen har på deres hjemmeside en vejledende liste over sygdomme og sygdomssymptomer 
Hvis markedsføringen af et produkt henviser til noget på listens første kolonne, vil et produkt klassificeres som lægemiddel. Det er Lægemiddelstyrelsen, der vurderer, om et produkt er et lægemiddel.  

Læs på mærkningen, hvis du er i tvivl om klassifikation

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et produkt er et kosttilskud eller et lægemiddel, er det altid en god idé at læse på produktets etiket. Kosttilskud skal altid være mærket 'Kosttilskud'.

Naturlægemidler skal på emballagen altid være mærket 'Naturlægemiddel'. Herudover skal alle lægemidler og naturlægemidler normalt indeholde en indlægsseddel.