Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Er du klar til hund?

Før du køber hund er der flere ting, du bør tage stilling til for at finde ud af, om du er klar til hund.

Økonomi - vær sikker på, at du har råd til en hund i hverdagen

En hund koster i gennemsnit 800-1500 kr. om måneden. I løbet af et hundeliv på 10 år bliver det i gennemsnit mellem 120.000 og 180.000 kr. Ikke kun mad, men også dyrlægebesøg, lovpligtig forsikring, udstyr, træning og pasning af hunden i hundepension er nødvendige udgifter. 

Det er også en god ide er at have en plan B for pasning af hunden, fx hos familie eller venner, hvis det i en periode bliver nødvendigt.

En hund har brug for tid med andre hunde

Hvalpe og unghunde skal gå til træning, hvis de skal blive velfungerende familiehunde. Du skal også lære at samarbejde med hunden.

Hunden har brug for tid med andre hunde hver uge. Det fortsætter hele livet, fordi hunde er aktive flokdyr.

Vær sikker på, at I kan bruge den nødvendige tid på at gå med hunden dagligt. I kan ikke bare lufte den i haven. I skal sørge for, at hunden kommer ud, får duftindtryk og møder andre hunde.​

Vælg en overkommelig race

Der er stor forskel på de forskellige hundetyper, og på hvad deres aktivitetsniveau, pels og størrelse kræver.

En del mennesker vælger desværre forkert her, fordi de overvurderer deres egne muligheder for at træne og passe hunden. Derfor opgiver de hunden, typisk når den er mellem 1 og 3 år gammel.

Især hvis du ikke har haft hund før, så vælg en race, der er mindre aktiv og krævende. Vælg også en race, der er avlet til at samarbejde med sin ejer, frem for en mere selvstændig race, der kan være svær at få gjort lydig. Hundens egenskaber og behov skal passe sammen med ejerens livsstil.​

Overvej alternativer til at få en hund

Hvis du er rigtig glad for hunde, men godt kan se, at det vil være en for stor binding for dig at få egen hund nu, så tænk over alternativerne.

Du kan tilbyde dig som frivillig hjælper på et dyreinternat, blive hundelufter eller være fast passer for en hund, som næsten alle hundeejere af og til har brug for.

​​