Danmark har taget forskellige tiltag mod afrikansk svinepest i form af bl.a. vildsvinehegn, intensiv jagt på danske vildsvin, særlig information til landmænd, jægere og turister samt krav om rengøring og desinficering af alle lastbiler, der har været i udlandet med grise.
Særlig information til jægere om afrikansk svinepest er samlet på en selvstændig side.
Afrikansk svinepest er ufarlig for mennesker og smitter ikke til mennesker, men den udgør en trussel for dansk landbrugs eksport ud af EU. Derfor gør vi i Danmark alt, hvad vi kan, for at holde afrikansk svinepest ude af landet.
Særlige danske initiativer for at undgå afrikansk svinepest
I 2018 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om en række initiativer, der skal forhindre afrikansk svinepest i at nå Danmark.
Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti indeholder følgende initiativer:
Indsats vedrørende udryddelse af vildsvin i den danske natur
- Etablering af vildsvinehegn ved den dansk/tyske grænse
- Ændring af vildtskadebekendtgørelsen ift. øget regulering af vildsvin
- Øget overvågning i vildsvinepopulationen og gratis undersøgelser af nedskudte vildsvin i Danmark for husdyrsygdomme
- Intensiveret indsats i Sønderjylland på statens arealer og på private arealer
- Faglig opgradering af schweissregistret
- Styrket samarbejde med Danmarks Jægerforbund
- Jagtlejekontrakter
Veterinære indsatser mod afrikansk svinepest
- Lovforslag om skærpelse af bødeniveauet ift. lovovertrædelser, som har relation til smitterisiko for afrikansk svinepest og andre alvorlige husdyrsygdomme
- Styrkelse af det veterinære beredskab
- Opsætning af skilte på rastepladser
- Intensivering af informationskampagne ift. smittebeskyttelse og madaffald
- Rådgivning til frilandsbesætning om smitterisiko fra madaffald
Særligt til eksportører
I henhold til artikel 15, stk. 2, b), 3. pind i Direktiv 2002/60/EF må der ikke føres svin ind på bedrifter i områder, der er underlagt restriktioner som følge af udbrud af Afrikansk svinepest, medmindre der foreligger en tilladelse hertil fra det pågældende lands veterinære myndighed.
Særligt til importører
I henhold til artikel 15, stk. 2, b), 6. pind i Direktiv 2002/60/EF må svin og sæd, embryoner eller æg fra svin ikke flyttes fra de inficerede områder med henblik på at indgå i samhandlen.
Det vil sige, at overnævnte dyr og varer ikke kan importeres til Danmark, hvis de oprinder fra det inficerede område.
Foruden restriktionerne der fremgår af Direktiv 2002/60/EF, er besætninger beliggende i områder med udbrud af afrikansk svinepest i vildsvin, pålagt restriktioner der fremgår af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709.
Særligt vedr. indførsel af hø og halm
I ASF-virus er meget modstandsdygtigt, og kan overleve i op til 9 måneder i bl.a. vildsvinekadavere. Når der høstes hø, halm eller wrap i områder, hvor vildsvinepopulationen er inficeret med ASF, er der en risiko for, at der findes rester af døde inficerede vildsvin i hø-eller halmballer eller i wrap. Det kunne medføre en risiko for introduktion af sygdommen til svinebesætninger, hvor ståfoder anvendes.
Særligt til transportører og chauffører
Svin må ikke føres ind eller ud af de inficerede områder, medmindre der foreligger en tilladelse fra det pågældende lands veterinære myndigheder.
Særligt om rengøring af lastbiler
Transportmidler, der har transporteret svin til et andet land, skal altid rengøres og desinficeres efter aflæsning af dyrene, hvilket fremgår af de fælles EU-regler.
Erhvervet har derudover skærpet deres egne standarder for desinfektion af lastbiler ved returnering af transportmidler til Danmark.
Særligt til medarbejdere i landbruget
Gratis kursus: Undgå at få smitte ind i Danmark
SEGES, Landbrug & Fødevarer, har udarbejdet et gratis digitalt kursus om smittebeskyttelse til nye udenlandske medarbejdere i danske svinebesætninger. Kurset findes på dansk, engelsk, russisk og rumænsk.
Fødevarestyrelsens app til indberetning af fund af vildsvin – VildsvineTipSom et led i handlingsplanen for at undgå at få afrikansk svinepest til Danmark, ønsker Fødevarestyrelsen at få kendskab til udbredelsen af vildsvin i landet. Desuden ønsker Fødevarestyrelsen at teste døde og nedlagte vildsvin for svinepest.
Derfor har Fødevarestyrelsen introduceret appen VildsvineTip, hvor det er muligt at indberette fund af levende vildsvin samt spor efter disse. Det er også muligt at indberette fund af døde eller nedlagte svin. Fund af levende vildsvin og spor vil blive videregivet til Naturstyrelsen med henblik på bortskydning af dyrene. Døde og nedlagte vildsvin vil blive testet for svinepest. De nedlagte vildsvin vil også blive undersøgt for trikiner på Fødevarestyrelsens regning.
Hent appen nu
Du kan hjælpe med til overvågningen af afrikansk svinepest ved at indmelde fund af vildsvin på appen VildsvineTip. Appen kan hentes i AppStore og på Google Play. Når du har indberettet fund af døde og nedlagte vildsvin, vil du i appen få besked om, hvorvidt dyret var smittet med afrikansk svinepest eller ej.
Hjemmeside med fund af vildsvin
I tilknytning til appen har Fødevarestyrelsen etableret hjemmesiden vildsvin.fvst.dk, hvor alle fund af levende, døde og nedlagte vildsvin i hele Danmark kan ses. Du vil således kunne finde din egen og andres indberetninger på et kort. For døde og nedlagte vildsvin vil du også kunne se, om dyrene har været smittet med afrikansk svinepest eller ej.
Hent informationsmateriale om afrikansk svinepest
Fødevarestyrelsen udarbejder løbende informationsmateriale i forbindelse med indsatsen for at undgå introduktion af afrikansk svinepest til Danmark.
Materialet på denne side kan frit hentes og benyttes.
EFSA (Europian Food Safety Authority) har udarbejdet en engelsk hjemmeside om afrikansk svinepest:
EFSA (Europian Food Safety Authority) har udarbejdet en engelsk film om afrikansk svinepest:
OIE (Verdensorganisationen for Dyresundhed) har udarbejdet en engelsk film om afrikansk svinepest og rejser:
Film til lufthavne – Undgå afrikansk svinepest