Dyresygdomme og zoonoser
Fødevarestyrelsen har ansvaret for overvågning og bekæmpelse af
alvorlige sygdomme og infektioner hos husdyr og vildtlevende
dyr.
Overvågning og bekæmpelse sker efter internationale regler og
retningslinjer fastsat i EU og Verdensorganisationen for
dyresundhed (OIE). Repræsentanter fra Fødevarestyrelsen og
fra Veterinærinstituttet deltager i de internationale forhandlinger
om udarbejdelse og revision af disse regler og retningslinjer.
De internationale regler er udmøntet i den danske
lovgivning og tilpasset danske forhold.
Det fremgår af sygdomsoversigten i venstre kolonne
hvilke sygdomme, som overvåges og bekæmpes, samt hvornår sygdommen
sidst har været konstateret i Danmark.
Dyresygdomme
Alvorlige sygdomme hos dyr har betydning for dyrenes
sundhed og for økonomien i husdyrproduktionen. Udbrud af sygdomme
kan desuden have alvorlige konsekvenser for den danske eksport af
fødevarer. Overvågning og bekæmpelse sker i et tæt samarbejde med
landbruget.
Eksempler på alvorlige, smitsomme sygdomme:
- Mund- og klovesyge hos kvæg, svin, får, ged og andre
klovbærende dyr
- Svinepest hos svin
- Fugleinfluenza (aviær influenza) og Newcastle disease hos
fjerkræ
Zoonoser
Zoonoser er smitstoffer, som kan overføres mellem dyr og
mennesker. De zoonoser, som er omfattet af lovgivningen fremkalder
sygdom hos mennesker; men fremkalder ikke nødvendigvis sygdom hos
dyrene. Eksempelvis fremkalder en zoonose som salmonella sjældent
sygdom hos de dyr, som er inficeret med bakterien.
Eksempler på zoonoser, som overvåges og bekæmpes:
- Salmonella hos fjerkræ, svin og kvæg
- Kogalskab/BSE hos kvæg
Animal Health in Denmark 1999-2005
Fødevarestyrelsen har udgivet en engelsksproget årsberetning om
husdyrsundheden i Danmark i perioden 1999-2005. Årsberetningen
dækker en periode, hvor der er sket en betydelig udvikling og
forbedring af sundhedsstatus hos husdyr i Danmark, og hvor det
veterinære beredskab har været under modernisering og
ressourcemæsig udbygning for at kunne håndtere størrere kriser.
Årsberetningen omfatter resultater fra danske
overvågningsprogrammer og en mere detaljeret beskrivelse af BSE,
beskyttelsesforanstaltninger for at hindre spredningen af mund- og
klovesyge til Danmark i 2001 og Newcastle disease epidemien i 2002.
Se link til højre.
Kontakt
Husdyrsundhedskontoret -
1.kontor@fvst.dk