Fra årsskiftet kan hunde og katte tage både fly, bil, tog og færger til Sverige uden først at skulle til dyrlægen for at gennemgå en ormekur eller rabiesblodprøve. Fremover er det tilstrækkeligt, at dyrene har et id-mærke, en rabiesvaccination og et selskabsdyrspas med.
Nytåret betyder også, at reglerne skal være opfyldt, selvom man blot har sin hund eller kat med på transitrejser gennem Sverige og til og fra Bornholm. Hidtil har en kattelem i EU-lovgivningen givet svenskerne mulighed for at dispensere for kravene til de firbenede venner. Den mulighed lukker med årsskiftet.
Samtidig med de nye regler for rejser med kæledyr til Sverige ændrer EU også kravene, blandt andet hvis man skal have Fido eller Findus med til Norge, Irland, Malta, Nordirland, og Storbritannien. Også her falder kravet rabiesblodprøve bort.
Hvis din hund eller kat allerede har fået foretaget en rabiesblodprøve, bør den vedligeholdes. Dette gøres ved at sørge for, at dit kæledyr revaccineres mod rabies rettidigt. På den måde behøver den aldrig at få foretaget blodprøven igen, lyder anbefalingen fra dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Annette Junker Karpinski.
Hun understreger at der fortsat er krav om rabiesblodprøve, hvis dyret indføres fra ikke-listede lande uden for EU, som fx Tyrkiet.
Derudover får ændringerne af reglerne også konsekvenser for indførsel af uvaccinerede hvalpe og killinger fra blandt andet Sverige.