En screening af mærkningen med tilsætningsstoffer viser, at knap hver tiende af de grossister og importører Fødevarestyrelsen kikkede over skulderen sidste år, havde svært ved at følge reglerne. Langt de fleste virksomheder har dog helt tjek på tilsætningsstofferne.
Fødevarestyrelsen gennemførte i 2009 en landsdækkende kontrolkampagne med fokus på, om virksomhederne har styr på anvendelsen og mærkningen, når de bruger tilsætningsstoffer. Cirka 475 virksomheder fik i forbindelse med Fødevarestyrelsens almindelige kontrolbesøg en mere detaljeret kontrol med tilsætningsstofferne. Ni ud af ti virksomheder havde helt tjek på tilsætningsstofferne.
Hvad blev undersøgt?
De tilsætningsstoffer, der var fokus på, var blandt andet de teknologiske tilsætningsstoffer, de såkaldte E-numre. Kampagnens formål var at undersøge om de anvendte tilsætningsstoffer blev brugt korrekt i henhold til positivlisten over lovlige tilsætningsstoffer og om tilsætningsstofferne fremgik korrekt af mærkningen af den færdigpakkede fødevare.
Hvad blev fundet?
Fødevarestyrelsen fandt 43 forhold, der gav anledning til indskærpelser. Blandt andet havde flere af virksomhederne ikke mærket tilsætningsstofferne med korrekt E-nummer eller navn på tilsætningsstoffet. I andre tilfælde var der uoverensstemmelse mellem recept og mærkning. I et enkelt tilfælde udløste Fødevarekontrollens besøg en bøde, fordi det ikke fremgik af mærkningen af den færdigpakkede fødevare, at produktet indeholdte tilsætningsstoffer.