9. januar 2010
Nye prøver bekræfter influenza A (H1N1) i danske
svin
De nærmere undersøgelser af nye prøver fra to sjællandske
svinebesætninger bekræfter nu, at der er udbrud af influenza A
(H1N1) i begge besætninger.
Fødevarestyrelsen opretholder derfor de restriktioner, de to
besætninger blev underlagt fredag 8. januar 2010. Restriktionerne
omfatter et såkaldt ”offentligt tilsyn” i besætningerne, og
medfører, at der ikke må flyttes svin til andre besætninger, før
der er gået mindst en uge efter de sidste kliniske symptomer på
sygdom blandt grisene er forsvundet.
Det er første gang influenza A (H1N1) er fundet hos svin i
Danmark, hvor den i øjeblikket cirkulerer i befolkningen.
Influenza A (H1N1) er fundet hos svin i en lang række andre
lande verden over, heriblandt Norge og Storbritannien, hvor smitten
tilsyneladende er sket via mennesker, der har passet dyrene.
Kontakt
Veterinærdirektør Jan Mousing, tlf. 33 95 61 15 / 40 38 02 52