9. marts 2010
Lavpatogen fugleinfluenza i sjællandsk
gråandebesætning
En besætning med gråænder på Sydvestsjælland ved Fuglebjerg er
ramt af den mindre alvorlige type af fugleinfluenza H7. Alle dyr
aflives i morgen onsdag for at forebygge smitte og forhindre, at
virus udvikler sig. Der oprettes en 1 km spærrezone omkring gården,
hvorfra fugle ikke må flyttes uden særlig tilladelse.
Den ramte gråandebesætning ligger ved Fuglebjerg på Sjælland.
Der er 190 avlsgråænder i besætningen. Fuglene er ikke syge, men
har virus i sig.
Fødevarestyrelsen afliver fuglene i samarbejde med
Beredskabsstyrelsen. Der bliver samtidig gennemført en grundig
rengøring og desinfektion af ejendommen.
Rutinemæssige overvågningsprøver fandt
smitten
Smitten i besætningen er opdaget i forbindelse med rutinemæssige
overvågningsprøver, der bliver taget som led i den danske
handlingsplan mod fugleinfluenza.
"Fundet af fugleinfluenza er udtryk for, at vores løbende
overvågningsplan virker efter hensigten. Vi betragter altid
lavpatogen fugleinfluenza med alvor, fordi den kan udvikle sig til
den højpatogene type, men umiddelbart er dette fund ikke farligt.
Aflivning og sikkerhedsforanstaltninger sker for at forebygge
yderligere problemer," siger veterinærdirektør Jan Mousing.
1 km spærrezone omkring gården
Samtidig med aflivningen indføres en række restriktioner for
færdsel med fjerkræ og produkter i en 1 km zone omkring
gården. Flytning af fjerkræ og andre fugle i fangenskab,
æglægningsklart fjerkræ, daggamle kyllinger og æg inden for, til
eller fra spærrezonen må kun ske med fødevareregionens tilladelse.
Inden for spærrezonen er det forbudt at afholde markeder, skuer og
kapflyvninger.
Hobbyfjerkræ i området skal registreres
nu
Ejere af hobbyfjerkræbesætninger i spærrezonen ved Fuglebjerg skal
registrere deres besætning hos Fødevarestyrelsen, så styrelsen ved,
hvilke besætninger, der ligger i zonen. Registreringen kan ske ved
at ringe til Fødevareregion Øst på tlf. 72 27 60 00 eller ved at
registrere besætningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Yderligere information kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside
fvst.dk
Kontakt
Veterinærdirektør Jan Mousing, tlf. 40 38 02 52
Sektionsleder Peter Lybecker Larsen, veterinærafdelingen i
Fødevareregion Øst, tlf. 72 27 61 92