5. januar 2010
Fødevarestyrelsen advarer mod farlig
soyadrik
Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod at indtage soyadrik af
mærket Bonsoy Soy Milk, som har et meget højt indhold af jod, og
dermed udgør en sundhedsrisiko, hvis man drikker mere end bare 30
ml. om dagen.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, at
den japanske soyadrik er sendt til Danmark. Men produktet er
eksporteret til bl.a. Tyskland, Storbritannien og Spanien. Det kan
derfor ikke udelukkes, at det også findes på det danske marked.
Ti syge i Australien
De australske myndigheder informerede kort før jul
verdenssundheds-organisationen WHO om sygdom (thyrotoxicosis) hos
ni voksne og et barn, der havde indtaget det pågældende produkt.
Større mængder af jod i kroppen påvirker skjoldbruskkirtlen og
dermed stofskiftet. Symptomerne er, at man føler sig dårligt
tilpas.
Farlig i selv meget små mængder
Bonsoy-soyadrikken er beriget med ’kombu’, et produkt
udvundet af tang, som indeholder en meget høj koncentration af jod.
Det betyder, at en acceptabel daglig dosis for en voksen let bliver
overskredet allerede ved indtagelse af mere end 30 ml. af den
pågældende soyadrik om dagen – svarende til indholdet af 1/8 kop.
For et lille barn vil acceptabel daglig dosis være mindre end 5
ml.
Kassér produktet
Forbrugere rådes til at holde sig fra Bonsoy Soy Milk, hvis de
finder det på danske butikshylder. Skulle nogen allerede have købt
det, enten i udlandet – eller i Danmark, anbefaler
Fødevarestyrelsen, at man kasserer produktet og meddeler sin lokale
fødevareafdeling, hvor produktet er købt.
Find den lokale fødevareafdeling på fvst.dk/foedevareregion
Har du mistanke om svindel, sjusk, hygiejneproblemer eller andre
uregelmæssigheder med fødevarer, kan du anmelde din mistanke her.
Kontakt
For yderligere oplysninger:
Tenna Jensen, Fødevareberedskabet, tlf. 33 95 62 35